A4 Aktuelt
Køb abonnement

Trods sosu-mangel: Kommuner massefyrer plejepersonale

17. februar 2021 kl. 6.38
Prognoser viser, at i 2030 kan det danske samfund mangle omkring 40.000 uddannede på social- og sundhedsområdet. (Arkivfoto) | Foto: Bente Jæger
Fyresedler uddeles med let hånd til sosu-personalet i mange kommuner, især på grund af sygdom. Det hænger slet ikke sammen med indsatsen for at rekruttere mere arbejdskraft til området, mener FOA.

En ny undersøgelse fra fagforbundet FOA viser, at forbundet på mindre end fire år – fra januar 2017 til oktober 2020 - har været involveret i 8.116 medlemssager om afskedigelse sosu-personale i kommunerne. Det sker, selv om kommunerne har store problemer med at skaffe arbejdskraft til området.

Ifølge Fagbladet FOA viser tallene, at sygdom i 62 procent af tilfældene er årsag til afskedigelsen. Og det var også begrundelsen, da Mie Haaning Jensen mistede sit arbejde efter 34 års arbejde som social- og sundhedshjælper i Thisted Kommune.

LÆS OGSÅ: Løstansatte sosu'er er øm tå i overenskomst­forhandlinger: Nye tal peger den helt gale vej

- Jeg har ellers været meget lidt syg og aldrig tidligere langtidssygemeldt. Min tidligere leder betegnede mig i en udtalelse som en meget stabil og fleksibel medarbejder, fortæller Mie Haaning Jensen.

Men efter en konflikt med en ny leder måtte hun sygemelde sig, og det udløste en fyreseddel efter blot tre måneders sygemelding.

- Jeg blev virkelig ked af fyringen. Jeg følte mig ramt på retfærdighedsfølelsen, det var bare ikke orden. Det er en træls alder at blive fyret i, siger 61-årige Mie Haaning Jensen.

Det høje antal afskedigede forbløffer og forarger Mona Striib, der er formand for FOA.

- Jeg er rent ud sagt chokeret over, at det her finder sted i den målestok, det gør. Det strider mod al sund fornuft, når der er så stor og stadig stigende mangel på social- og sundhedspersonale. Det ligner næsten, at der hersker sådan en ’brug-og-smid-væk-kultur’, hvor man bare slider den enkelte ansatte helt i bund for så at skille sig af med dem. Det gør mig virkelig vred, siger Mona Striib til Fagbladet FOA.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har opgjort, at det i 2020 mislykkedes i 17 procent af tilfældene at besætte stillinger på sosu-området med en person, der havde de ønskede kvalifikationer. Prognoser viser, at i 2030 kan det danske samfund mangle omkring 40.000 uddannede på social- og sundhedsområdet.

Alligevel har FOA en del sager som Mie Haaning Jensens, oplyser Katharina Sofie Storm Kristoffersen, der er juridisk konsulent i FOA.

- Mies sag er ikke enestående. Vi har set flere eksempler, hvor kommuner opsiger medarbejdere efter en kortere sygdomsperiode, og hvor de ikke nødvendigvis har indhentet tilstrækkelig lægelig dokumentation.

Med FOAs hjælp fik Mie Haaning Jensen erstatning for uberettiget afskedigelse. Thisted Kommune måtte endvidere betale tre måneders fratrædelsesgodtgørelse efter Funktionærloven på grund af hendes lange anciennitet.

Fagbladet FOA har forgæves forsøgt at indhente kommentarer fra Thisted Kommune og Kommunernes Landsforening (KL).

Mere fra A4 Aktuelt

GDPR