Lærere, pædagoger og sygeplejersker: Udflytning af studiepladser risikerer at svække kvaliteten og rekrutteringen

Gordon___rskov_Madsen_Foto_Kristian_Brasen_Elisa_Rimpler_Foto_Ulrik_Jantzen_Grete_Christensen_Foto_Dansk_Sygeplejer__d
Gordon Ørskov Madsen, Elisa Rimpler og Grete Christensen Foto: Kristian Brasen, Ulrik Jantzen og DSR
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Regeringens udspil om at oprette nye studiepladser i provinsen må ikke gå ud over kvaliteten og antallet af studiepladser i storbyerne, hvor det er sværest at rekruttere pædagoger, lærere og sygeplejersker. Vi har brug for en national rekrutteringsplan for de store velfærdsprofessioner. Ellers risikerer udspillet at skade mere, end det vil gavne.

Det er allerede nu svært at skaffe pædagoger, lærere og sygeplejersker til ledige stillinger – også i de store byer. Vi har længe råbt op om, at stigende børnetal, faldende ungdomsårgange og øget pres på sygehusene kræver en langsigtet og ambitiøs rekrutteringsplan, hvis vi fortsat skal kunne levere velfærd på børne-, skole- og sundhedsområdet.

Vi SKAL uddanne flere pædagoger, lærere og sygeplejersker, og det kan kun gå for langsomt.

Drop kravet om 60 procent af studiepladserne i provinsen

Ambitionen om at styrke uddannelsesområdet med tilførslen af 1.000 ekstra uddannelsespladser til de store velfærdsuddannelser er virkelig positivt. Men realiseringen bør tage afsæt i en overordnet rekrutteringsstrategi – ikke i et isoleret ønske om at fordele uddannelserne ud over Danmarkskortet.

LÆS OGSÅ: Regeringen vil udflytte velfærdsuddannelser: 'Man forværrer et problem, som allerede er ekstremt kritisk'

I den forbindelse er det bekymrende, at udspillet lægger op til, at de store uddannelsessteder i byerne skal afgive studiepladser til regionale uddannelsesfilialer.

Vi ved, at der i flere af de store byer er udfordringer med at besætte ledige stillinger med pædagoger, lærere og sygeplejersker. Derfor giver det ikke mening, at det ene skal ske på bekostning af det andet.

I stedet for at flytte pladser bør man derfor alene tilføre pladser – og her bør placeringen af uddannelsespladser tage højde for, hvor i landet der er behov for flere lærere, sygeplejersker og pædagoger.

LÆS OGSÅ: Regeringen vil oprette 25 nye uddannelses­steder i provinsen

Derfor bør regeringen droppe kravet om, at 60 procent af studiepladserne skal ligge udenfor de fire store uddannelsesbyer.

Hold fokus på kvaliteten af uddannelserne

Vi har brug for attraktive uddannelser af høj kvalitet over hele landet, hvis vi samlet set skal øge optaget på professionsuddannelserne til lærere, pædagoger og sygeplejersker. Også i storbyerne.

Derfor bør regeringen sætte fuldt fokus på at styrke kvaliteten af uddannelserne med flere timer til de studerende og bedre sammenhæng mellem teori og praksis. Det kræver investeringer i kvaliteten med højere grundtilskud og uddannelsestaxameter, finansiering af praktik og flere øremærkede penge til undervisningstimer, feedback og vejledning og flere uddannede praktikvejledere.

LÆS OGSÅ: Madsen: De unge bliver taberne i regeringens KL-Canasta

Pædagoguddannelsen er under evaluering, og de foreløbige resultater peger på, at der er rum for forbedring. Ligeså med læreruddannelsen, hvor en udviklingsproces er i gang.

På sygeplejerskeuddannelsen er manglen på praktikpladser en voksende udfordring.

Lad os nu få fuldt fokus på at skabe gode nye uddannelser med høj kvalitet i attraktive studiemiljøer, som kan tiltrække de nysgerrige og ambitiøse studerende. Dem tørster vores velfærdssamfund efter allerede nu.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR