V og K foreslår højere ydelser til ukrainske kvinder
Venstre og Konservative ønsker at hæve den ydelse, som nyankomne ukrainske kvinder, der flygter alene med deres børn til Danmark, kan få fra staten.
Det skriver Politiken.
Konkret foreslår udlændingeordfører Mads Fuglede (V) at ændre særloven om ukrainske flygtninge.
- Jeg synes, at vi skal få lavet en paragraf, så man måske kan være midlertidigt enlig forsørger. Det vil være en logisk måde at komme rundt om det på, siger han til Politiken.
De Konservatives udlændingeordfører, Marcus Knuth, bakker helhjertet op, fortæller han til avisen.
De to partier kommer med forslaget, fordi Kommunernes Landsforening mener, at ydelsen til de ukrainske kvinder gør, at det er svært at finde en bolig til dem, som de kan betale.
Det siger kommunernes interesseorganisation til Politiken.
Nyankomne flygtninge, der har fået opholdstilladelse i Danmark, kan få selvforsørgelses- og hjemrejseydelse.
Men fordi mange af kvinderne har efterladt deres mænd i Ukraine, kan de kun få op til 8.716 kroner i måneden før skat. Det er omkring 4.000 kroner lavere end den maksimale ydelse for en enlig forsørger.
Både Venstre og Konservative er enige om, at en eventuel ændring kun skal gælde for ukrainske flygtninge. De har ikke behov for et incitament til at arbejde i Danmark, mener Mads Fuglede.
Regeringens støttepartier er skeptiske. I Enhedslisten så man helst, at de lave ydelser specielt til flygtninge helt blev afskaffet, siger udlændingeordfører Rosa Lund til Politiken.
Samtidig mener hun, at det ville være mærkeligt at sige nej til at hjælpe mennesker på flugt.
Både SF og De Radikale mener, at ydelserne skal hæves. Men udlændingeordfører hos De Radikale, Kathrine Olldag, siger til Politiken, at det i så fald skal gælde for alle flygtninge i den situation - ikke kun ukrainere.
Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til forslaget.
/ritzau/