Region skruer op for vaccinekapacitet - men mangler personale

20211121-142827-4-1920x1369we
Ældre, der venter på det tredje stik til revaccination mod covid-19, melder om timelange køer og ledige tider, der ligger uger ude i fremtiden. (Arkivfoto) Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Der mangler hænder til at give det tredje stik til revaccination mod covid-19.

Regionerne opskalerer nu vaccineindsatsen. Fra 1. december er det planen, at 100.000 skal kunne vaccineres om ugen i Region Hovedstaden alene.

Opskaleringen kommer efter flere dages pres fra både politikere på Christiansborg og fremtrædende eksperter, da ældre, der venter på det tredje stik til revaccination mod covid-19, melder om timelange køer og ledige tider, der ligger uger ude i fremtiden. Det skriver Berlingske.

LÆS OGSÅ: Krav om coronapas for pædagoger og sosu'er kan variere

Indtil nu har Region Hovedstaden vaccineret omkring 38.000 om ugen. Men udsigten til de mange ekstra stik, får regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) til at efterlyse flere hænder.

- Det er ingen hemmelighed, at vi er presset på personale, så hvis der er sundhedsfaglige, der er gået på pension, studerende eller andet sundhedsfagligt personale, der har mulighed for at give en ekstra hånd med at vaccinere, så vil det være en stor hjælp, siger han til Berlingske.

De Konservatives sundhedsordfører Per Larsen siger til Berlingske, at det ikke burde komme som en overraskelse, at så mange mennesker skal have et tredje stik. Han undrer sig derfor over, at man først går i gang med at lede efter det ekstra personale nu.

De øvrige regioner skruer også op for vaccinekapaciteten. Region Midtjylland forventer at kunne vaccinere 60.000 ugentligt fra december, ligesom der også skrues op for kapaciteten i Region Sjælland, Nordjylland og Syddanmark.

GDPR