Trods henstilling: Ansatte vaccineret før tid
Der er i år ekstraordinær stor efterspørgsel på at blive vaccineret mod influenza.
Derfor har Sundhedsstyrelsen henstillet til, at det frem til 22. oktober kun er personer i risikogruppen og sundhedspersonale, der bliver vaccineret.
På trods af det er 27.000 personer uden for de grupper allerede blevet vaccineret - herunder ansatte fra Erhvervsstyrelsen og pensions- og administrationsselskabet ATP. Det skriver Dagens Medicin.
Risikogrupper er blandt andet personer over 65 år, personer med visse kroniske sygdomme, gravide, ansatte i sundhedsvæsenet og i plejesektoren samt børn fra 2 til 6 år.
Hos ATP oplyser man, at ansatte er blevet vaccineret i et samarbejde med firmaet NurseCare i en forventning om, at man fulgte retningslinjerne.
- Vi har iværksat vaccinetilbuddet til vores medarbejdere i god tro baseret på den information, vi havde til rådighed på det pågældende tidspunkt, siger HR-direktør Bård Grande.
- Hvis vi havde kendt sagens rette sammenhæng, havde vi naturligvis ventet, det er helt klart, siger han til Dagens Medicin.
Hos NurseCare siger direktør John Bjørk, at fejlen er hans, og at ATP ikke har lavet fejl i sagen.
- Jeg har købt vacciner fra en leverandør, som jeg troede, ikke havde købt hos Statens Serum Institut, og at vaccinerne derfor ikke var reserveret til de udsatte grupper.
- Det skulle jeg have undersøgt grundigere, og det er jeg ked af, siger han til Ritzau.
Han tilføjer, at NurseCare ikke har fået brev fra Sundhedsstyrelsen om, at vaccinerne ikke skulle bruges før 22. oktober.
Erhvervsstyrelsen oplyser, at man i samarbejde med Speciallægernes Influenzavaccination 5. oktober startede de første vaccinationer af ansatte på en af styrelsens fem adresser. På de øvrige adresser sker det først efter skæringsdatoen 22. oktober.
Hos Speciallægernes Influenzavaccination fortæller ejer og læge Torben Bjerrehuus, at han bestilte vacciner i forsommeren og fik dem leveret i september.
Herefter blev de pakket ud og lagt i køleskabet. Først derefter modtog han henstillingen om at forbeholde vacciner til risikogrupper indtil efter 22. oktober. Vaccinerne kan ifølge kontrakten ikke leveres tilbage.
- Jeg vaccinerer udelukkende virksomheder og ikke risikogrupper, og derfor kunne jeg enten vælge at lade vaccinerne ligge køleskabet i tre uger eller begynde at vaccinere.
- Det ville ikke have haft nogen praktiske konsekvenser at vente, fordi der ikke er mangel på vacciner, siger Torben Bjerrehuus til Ritzau.
Han tilføjer, at han sidste år donerede overskydende vacciner og vaccinerede borgere i sit lokalområde og vil gøre det samme i år.
Statens Serum Institut (SSI) har i år købt 2,5 millioner influenzavacciner, hvilket er 900.000 flere end sidste år.
SSI oplyste tirsdag, at der er "rigeligt med influenzavacciner i år", og at der i øjeblikket er omkring 500.000 vacciner rundt i landet hos læger, apoteker og hos private virksomheder.
Sundhedsministeriet oplyser til Dagens Medicin, at henstillingen fra Sundhedsstyrelsen skal sikre, at der ikke kommer mangel på vacciner.
Ministeriet opfordrer borgere til at gå et andet sted hen, hvis man oplever, at der ikke er flere vacciner et givent sted.
- Sundhedsministeriet kan oplyse, at SSI allerede har leveret et stort antal vacciner til aktørerne. Hvis en konkret aktør aktuelt ikke har vacciner til rådighed, vil borgeren kunne henvises til at kontakte en anden aktør.
- Det bemærkes desuden, at influenzasæsonen endnu ikke er startet. Der er med andre ord fortsat god mulighed for at blive vaccineret med henblik på at forebygge influenzasygdom, skriver ministeriet i sit svar.
/ritzau/