Per Christensen: Bevar bærepillerne

Per_Christensen_3Fs_kongres_foto_af_Joachim_Rode_1650px
Foto: Joachim Rode, 3F
11. okt. 2019 09.30
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Danmarks styrkeposition bygger på den danske arbejdsmarkedsmodel: Stærk organisering, tillid og dialog mellem medarbejdere og arbejdsgivere samt respekt for de aftalte løn- og arbejdsvilkår i de repræsentative (branche)overenskomster.

JEG BLIVER AF OG TIL overrasket over, at ellers fornuftige stemmer lader sig rive med i en mediestorm. Enkeltsager kan få en uforholdsmæssig central placering i den offentlige debat, så proportionerne helt forsvinder i forargelsen over et forløb eller en begivenhed, som, stort set alle allerede tidligt i debatten er enige om, er kørt af sporet.

LÆS OGSÅ: 3F'er kom med trusler til lufthavns-ansat: "Jeg tabte sutten"

I 3F har vi ca. 11.000 tillidsvalgte, stolte repræsentanter for deres kolleger, som knokler for at varetage kollegernes interesser og skabe en konstruktiv dialog med virksomhedens ledelse om produktion, arbejdsmiljø og vilkår for de ansatte. 365 dage om året, mange af dem i årevis, inden de som regel takkes varmt og klappes ud og afløses af en kollega med ny energi og gåpåmod.

Dialog og tillid

Som det gælder for alle andre mennesker – politikere, arbejdsgivere, kommentatorer og andet godtfolk – så er 3Fs tillidsvalgte overraskende nok ikke fejlfrie. De handler hver dag. Forklarer om overenskomsten, og hvordan den er kommet til verden og løbende bliver fornyet, opdateret og stemt om. De løser konflikter og giver sammen med kollegerne bud på udveje, når virksomhederne har udfordringer.

Det overrasker mig, at ellers fornuftige meningsdannere kan lade sig lokke ud i spinatbedet, når ét af 3Fs godt 270.000 medlemmer og 11.000 tillidsvalgte begår et fejltrin – som alle andre mennesker også gør det, fra tid til anden. Ingen nævnt, ingen glemt!
Per Christensen, formand for 3F

Spørger man 3F-tillidsrepræsentanterne selv, så er den gensidige tillid god og samarbejdsklimaet godt mellem ledelse og medarbejderrepræsentanter på danske virksomheder. Tilmed har det vist sig overraskende stabilt gennem de sidste tyve år, trods skiftende økonomiske konjunkturer.

Udbredelsen af lokalaftaler er stigende. Her er det muligt at supplere de generelle overenskomstaftaler og tage hensyn til medarbejdernes og virksomhedens særlige behov. For tyve år siden var det 75 procent, nu er det tæt på 90 procent af de danske arbejdspladser med flere end 50 ansatte, som har indgået en sådan lokalaftale.

LÆS OGSÅ: Formand: "Tillids­repræsentanterne i lufthavnen gør et fuldstændig fantastisk stykke arbejde"

Vilje til dialog og fælles løsninger præger ganske enkelt den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsnedlæggelser, lockout og konfrontationer hører til de sjældne undtagelser.

Gensidig respekt og tillid er et godt udgangspunkt for virksomhedernes konkurrenceevne, sorte tal på bundlinjen, vækst og flere jobs i virksomhederne. Forudsætningen for denne, danske arbejdsmarkedsmodel er stærk organisering på både arbejdsgiver- og lønmodtagerside.

Konfliktløsere

Vi har bedt et eksternt, uvildigt konsulentfirma om at analysere på 3F-tillidsrepræsentanternes indsats. Her viser det sig, at de uformelt løser op imod 30.000 stridigheder – små som større – hvert år gennem en decentral dialog på arbejdspladsen med arbejdsgiveren og medlemmerne. Dertil kommer godt 10.000 formelle, faglige sager, hvor 3Fs afdelinger og forbundet er nødt til at bidrage til en løsning.

Fire ud af fem af disse sager løses lokalt med hjælp fra en af 3F's 65 afdelinger, mens én ud af fem af de formelle sager må ind over forbundet. Stort set alle (!) sager løses i fagligt regi, det vil sige gennem dialog med arbejdsgiverne og deres organisationer. Selvom der er tale om håndtering af et meget stort antal konflikter, får offentligheden kun øje på et forsvindende lille antal. Bare to ud af hundrede sager går i hårdknude og ender ved Voldgifts- eller Arbejdsretten.

Denne indsats med hensyn til konfliktløsning – hvor tre ud af fire af sagerne bliver løst direkte mellem parterne ude på arbejdspladsen – svarer til en samfundsmæssig gevinst i milliardklassen gennem sparede retsomkostninger. Dertil kommer sparet produktionstab på grund af langt færre arbejdsnedlæggelser, sammenlignet med udlandet. For det organiserede arbejdsmarked udgør det ifølge analysen fra konsulentfirmaet Implement Consulting Group en samfundsmæssig gevinst på mellem 0,5 og 1,8 mia. kr.

LÆS OGSÅ: Ansat truet til at melde sig ind i 3F: Nu bliver minister hevet ind i sagen

Analysen dokumenterer betydningen af den kæmpe indsats, som vi sammen med andre fagforbund og arbejdsgiverne gør, for at det danske arbejdsmarked og de danske virksomheder står stærkt. Det er til gavn for lønmodtagerne, for virksomhederne og for hele det danske samfund.

Hvis uløste konflikter derimod spredte sig med samme hast som skvalderkål og kvikgræs, og omfanget af strejker i Danmark var som eksempelvis i Frankrig, kunne det koste samfundet op imod fem mia. kr. om året i tabt produktion og velstand.

Generalister

For årtier siden havde vi arbejdsmarkedspolitikere og -journalister, som kendte til og forstod, hvordan armlægningen og samarbejdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere foregår her i landet.

I dag er der desværre ofte tale om generalister, der springer fra det ene fagområde til det andet, og sjældent får den nødvendige tid til at sætte sig ind i sammenhængene og få det nødvendige overblik.

Derfor anmoder jeg i stilfærdighed det store flertal af fornuftige danskere om fremover lige at spise brød til, bevare proportionerne og huske på, hvorfor danske virksomheders konkurrenceevne ligger i top, internationalt.

Det skyldes bla andet dansk fagbevægelse og de tusinder af tillidsvalgte, som bidrager aktivt hver dag til dialogen, tilliden og den gensidige respekt på arbejdspladserne. Intet kommer af ingenting, undtagen lommeuld. Heller ikke konkurrencedygtige virksomheder og et i mange henseender velfungerende arbejdsmarked med sjældne arbejdsnedlæggelser.

Vilje til dialog og fælles løsninger præger ganske enkelt den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsnedlæggelser, lockout og konfrontationer hører til de sjældne undtagelser
Per Christensen, formand for 3F

Tværtimod bygger Danmarks styrkeposition på den danske arbejdsmarkedsmodel: Stærk organisering, tillid og dialog mellem medarbejdere og arbejdsgivere samt respekt for de aftalte løn- og arbejdsvilkår i de repræsentative (branche)overenskomster.

De marginale fagforeningsfjendtlige grupper, der kæmper for de rå markedskræfters dominans, holder mig såmænd ikke vågen om natten. Men det overrasker mig, at ellers fornuftige meningsdannere kan lade sig lokke ud i spinatbedet, når ét af 3Fs godt 270.000 medlemmer og 11.000 tillidsvalgte begår et fejltrin – som alle andre mennesker også gør det, fra tid til anden. Ingen nævnt, ingen glemt!

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].