I Dansk Metal bliver der holdt øje med, hvordan Ursula von der Leyen vil realisere sine planer om mindsteløn.  Foto: Francois Lenoir/Ritzau Scanpix

Fagtop om ny EU-formands plan: Det kan blive et katastrofalt indgreb

18. jul, 18:15
Fælles mindsteløn i EU står på den nye Kommissionsformands dagsorden. En lovbestemt mindsteløn kan risikere at blive et usynligt lønloft for de ansatte, mener Dansk Metals EU-chef.

Den nye formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har en plan, som får topfolk i dansk fagbevægelse til at være på vagt. Hun vil indføre en fælles europæisk mindsteløn. 

Når dansk fagbevægelse er på vagt, er det, fordi lønninger i Danmark fastsættes i overenskomster forhandlet på plads med arbejdsgiverne. Og ikke i lovgivning besluttet af politikere. 

Formanden for landet største fagforbund 3F, Per Christensen, understreger, at han deler ønsket om at sikre bedre vilkår for de mest udsatte lønmodtagere i Europa. Og han har noteret sig, at den nye kommissionsformand har understreget, at indsatsen for en anstændig tilværelse skal ske i respekt for de forskellige EU-landes eksisterende modeller.

- Men 3F vil naturligvis –  sammen med Fagbevægelsens Hovedorganisation, den danske regering og de danske medlemmer af Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg – fortsat følge forberedelserne tæt i EU for at sikre bedre vilkår for de mest udsatte lønmodtagergrupper, så det gennemføres på en facon, der ikke bryder med den danske aftalemodel, skriver Per Christensen i en mail til A4 Nu.

Også i Dansk Metal bliver der holdt øje med, hvordan Ursula von der Leyen vil realisere sine planer. 

 - Hendes vision er at sikre anstændige lønninger til alle europæere inden for 100 dage. Det er en god vision. Men samtidig har hun luftet tanken om en fælles europæisk mindsteløn. Det kan i værste fald blive et katastrofalt indgreb i den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter i fællesskab laver overenskomster, skriver EU-chef i Dansk Metal, Johan Moesgaard, i en blog på A4 Nu.

Og han uddyber: 

- Det vil politisere et område, som fungerer fint i Danmark uden politiske indgreb. Ligesom en lovbestemt mindsteløn kan risikere at blive et usynligt lønloft for de ansatte, skriver Johan Moesgaard.

Ligesom 3F-formanden noterer han sig, at von der Leyen har erkendt, at en mindsteløn skal udformes i overensstemmelse med nationale modeller. Men det bekymrer Dansk Metals EU-chef, at Kommissionens kommende næstformand, hollandske Frans Timmermans, også har leget med tanken om en fælles europæisk mindsteløn.

- Det er hamrende vigtigt, at danske EU-politikere står skulder ved skulder, så tanker om minimumsløn bliver skudt til hjørne. Det kræver opmærksomme danske parlamentarikere, der formår at danne alliancer – og her er perspektiverne gode, skriver Johan Moesgaard.

3Fs formand kalder det betryggende, at den danske kommissær Margrethe Vestager har forsikret, at hun ved enhver given lejlighed gør sine kolleger  opmærksom på den danske aftalemodel på arbejdsmarkedet.

Ursula von der Leyen blev valgt med et snævert flertal, da medlemmerne af Europa-Parlamentet tirsdag aften stemte om hendes kandidatur som formand for Kommissionen. 383 stemte for, mens 327 parlamentarikere var imod, at Tysklands tidligere forsvarsminister skulle indtage den magtfulde post. Af de 13 danske medlemmer af parlamentet stemte otte ja, fire nej og en enkelt blankt. 

Ursula von der Leyen overtager formandsposten 1. november, når mandatet for den nuværende kommission med formand Jean-Claude Juncker udløber.

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 71 74 73 77 ...