
Cyberdivisionen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har fået ny stabschef. Kim Nybo Skjødt begyndte i jobbet den 1. maj, og han er samtidig blevet udnævnt til kommandør.
Kim Nybo Skjødt kommer fra en stilling som afdelingschef i Etablissement- og Terrænkommandoen. Før det var han fra 2023-2025 afdelingschef i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, og inden da blandt andet skibschef på fregatten Peter Willesmoes.
"Jeg glæder mig rigtig meget til jobbet, og samtidig tænker jeg tilbage på en fantastisk tid i først Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og siden Etablissement- og Terrænkommandoen, hvor jeg har lært ustyrlig meget og mødt så mange dygtige og dedikerede mennesker," skriver Kim Nybo Skjødt i et opslag på LinkedIn.
Cyberdivisionen blev etableret i 2023, da to it-enheder, de såkaldte KAKI og PIT, blev lagt sammen.
Cyberdivisionens opgave er blandt andet it-drift og –support for Forsvarets over 20.000 ansatte. It-støtten omfatter også danske ambassader, udsendte soldater og andre ansatte på fem kontinenter. Desuden står cyberdivisionen for sikkerhedsovervågning af netværk, servere og tjenester, lige som den skal imødegå udefrakommende trusler og spionage.


















