
Falck har udnævnt en ny ledelse for sundhedskoncernens regionale positioner i henholdsvis Skandinavien og Europa.
Johanna Rastad bliver direktør for den nyoprettede Region Skandinavien, mens den erfarne Falck-leder Jørgen Mieritz bliver direktør for Region Europa. Med udnævnelsen indtræder de begge i koncernledelsen, skriver Falck i en pressemeddelelse.
Johanna Rastads opgave bliver at styrke og udbygge Falcks markedsposition inden for medarbejdersundhed, private sundhedsydelser og assistanceydelser på tværs af Danmark, Norge og Sverige. Hun kommer fra en stilling som regionsdirektør for Nordeuropa i IVCEvidensia og har tidligere haft ledende roller i store nordiske sundheds- og omsorgsvirksomheder som det børsnoterede selskab Humana AB, KRY og Team Olivia.
Jørgen Mieritz, der har været i Falck i over 40 år, overtager ansvaret for Region Europa. Herunder Falcks ambulancekontrakter i Danmark, Sverige, Tyskland og Spanien samt den globale brandforretning. Jørgen Mieritz begyndte sin karriere i ambulance- og brandtjenesten og har siden haft en lang lederkarriere, blandt andet som chef for Ambulance og Brand i Danmark. Hans primære fokus bliver at sikre en stabil drift, herunder en succesfuld opstart af store nye ambulancekontrakter i Catalonien og Skåne, fremgår det af pressemeddelelsen.
”Jeg er utrolig glad for at byde to så stærke profiler som Johanna og Jørgen velkommen i vores koncernledelse. Johanna kommer med en imponerende indsigt i den nordiske sundhedssektor, samt en stærk finansiel og kommerciel baggrund, som bliver afgørende for at udvikle vores skandinaviske forretning. Med Jørgen får vi en direktør for Europa, der kender driften indefra og har en tung, dokumenteret historik med at lede store, komplekse operationer. Jeg er helt tryg ved, at ansvaret for vores vigtige markeder i Skandinavien og Europa er i gode hænder hos dem," udtaler Jakob Riis, administrerende direktør i Falck.
I forbindelse med ændringerne træder Lars Dam Jensen, tidligere direktør for Region Europa, og Sonja Karaoglan, der har varetaget rollen som direktør for Skandinavien på interim basis, ud af koncernledelsen.


















