A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

3F Nordjylland om mangel på arbejdskraft: Vi skal have alle med

3. september 2021 kl. 14.08
| Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.
Mens virksomhederne hungrer efter arbejdskraft, må 100 unge på erhvervsskolerne gå i skolepraktik, fordi virksomhederne ikke opretter lærepladser. Virksomhederne skal tage ansvar i stedet for at klynke, lyder det fra syv 3F-formænd i Nordjylland.

Det går usædvanligt godt med dansk økonomi i øjeblikket. Folk kommer i arbejde, ledigheden falder og virksomhederne har store overskud. Der er kort sagt meget at glæde sig over.

LÆS OGSÅ: Lizette Risgaard til arbejdsgivere: I skylder flere praktikpladser

De gode tider er imidlertid ikke nok for dansk erhvervsliv. De har endnu engang pustet liv i den gamle klagesang om, at de mangler arbejdskraft, og at politikerne bør åbne op for billig, udenlandsk arbejdskraft fra Asien og Sydamerika. Det er en falliterklæring. Det er slapt, uambitiøst og uretfærdigt.

Lad os dog satse på at få vores egne ledige i job, før vi sender bud til Manilla eller Rio for at hente arbejdskraft
Syv 3F afdelingsformænd i Region Nordjylland

Det er netop nu, hvor økonomien kører rigtig godt, at vi skal hente de sidste ind i fællesskabet. Det er nu, virksomhederne skal vise lidt socialt ansvar og åbne deres arbejdspladser for folk, som måske mangler de sidste kvalifikationer for at kunne udføre et job helt rigtigt.

Lad os dog satse på at få vores egne ledige i job før vi sender bud til Manilla eller Rio for at hente arbejdskraft. Det manglede da bare - vi bor jo side om side i vores forskellige lokalsamfund.

Det nytter ikke noget at klynke over, at man mangler arbejdskraft, når man reelt kun kan tilbyde en vikar-tjans eller et deltidsjob på 12 timer om ugen. Det er både uredeligt og uhæderligt
Syv 3F afdelingsformænd i Region Nordjylland

HER I NORDJYLLAND har vi fortsat knap 2.000 ledige 3F’ere, der gerne vil have et job. Det første, virksomhederne burde gøre, er derfor at ringe til os. Ofte kan vi hjælpe med noget arbejdskraft. Mangler der nogle kvalifikationer hos vores ledige, vil vi skubbe på for at få etableret kurser, så de ledige bliver klar til de ledige jobs.

Kravet er selvfølgelig, at virksomhederne tilbyder ordentlige jobs på overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår. Det nytter ikke noget at klynke over, at man mangler arbejdskraft, hvis man reelt kun kan tilbyde en vikar-tjans eller et deltidsjob på 12 timer om ugen. Det er både uredeligt og uhæderligt.

Vi anerkender, at der kan være enkelte lommer i enkelte brancher, hvor der reelt er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Men så kan virksomhederne blot søge i Europa, hvor der er 15 millioner arbejdsløse i stedet for at rette kikkerten mod Rio og Manilla. Samtidig er det værd at understrege, at selv om der er godt gang i byggeriet, så har vi fortsat en del ledige tømrere og murere i vores område.

Ring, inden I klager jeres nød i avisen.

LÆS OGSÅ: Vi har brug for udenlandsk arbejdskraft nu - hvad er vi så bange for?

Udviklingen er et resultat af årtiers forspildte muligheder, og det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at virksomhederne nu siger, at de mangler kvalificeret arbejdskraft. De seneste 20 år har dansk erhvervsliv undladt at oprette praktikpladser for de unge, som gerne vil være faglærte.

I øjeblikket er der i Nordjylland 70 lærlinge på tømreruddannelsen, der må gå i skolepraktik, selv om virksomhederne i byggeriet skriger på kvalificeret arbejdskraft. 27 unge murere må også gå i skolepraktik i stedet for at få en læreplads.

Virksomhederne ligger, som de har redt, og de skal lade være med at klynke over mangel på arbejdskraft. De skal tage noget ansvar for deres egen fremtidige arbejdskraft og tage socialt ansvar over for de mange ledige, der fortsat er her i Nordjylland.

Virksomhederne har råd til at gøre en indsats netop nu, hvor det ene rekordoverskud afløser det andet. Vores opfordring er derfor: Drop tudekiksen og tag arbejdshandskerne på – det vil klæde det nordjyske erhvervsliv.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR