Privat aktør: Fritvalg kan blive en gamechanger i jobindsatsen - men lad os tale substans

Skal vi ikke tale substans?

Fritvalgsordningen kan gå hen og blive en gamechanger i beskæftigelsesindsatsen. Det kan også ende med at blive status quo, hvor vi aktører bliver sat til at gøre præcis det samme, som jobcentrene hidtil har gjort.

Det er vigtigt at have en debat om.

For hvordan sikrer vi, at fritvalgsordningen bliver en succes og et værktøj, der reelt sikrer frihed i beskæftigelsesindsatsen? Især frihed for borgerne, men også frihed for aktørerne til at bringe fagligheden i spil og dermed sikre de bedste vilkår for, at kerneopgaven bliver varetaget ansvarligt.

Vi står overfor en spændende mulighed for at skabe fremtidens beskæftigelsesindsats, men det kræver tillid til fagligheden hos aktørerne, og det har måske altid været akilleshælen i beskæftigelsessektoren. Proceskrav har kvalt enhver tanke, der tillod sig at bevæge sig lidt ud ad boksen.

Der er nu lagt op til, at Fritvalgsordningen - i første omgang forsøget - tager et opgør med kassetænkningen og procesbindingerne således, at vi som aktører kan bringe vores faglighed i spil. Vi har også meget af den. Vi ved, hvad der virker. Vi ved, hvad virksomhederne har brug for. Vi ved, hvordan vi hjælper borgerne tilbage i job. Og vi er faktisk rigtig gode til det.

Men hvis debatten alene skal handle om, hvordan den enkelte aktør får de letteste arbejdsforhold, faktureringsvilkår eller sikrer sig en plads ved bordet, så risikerer vi, at kerneopgaven ryger i baggrunden. Vi skal aldrig begynde at bevæge vores opmærksomhed væk fra kerneopgaven. Det handler altid om job. Det handler altid om at hjælpe mennesker. Det handler altid om at skabe et holdbart match.

Så skal vi ikke tale substans, når vi taler fritvalgsordningen?

Helt konkret kan vi jo snakke om, at jobskabelsen med rette bør vægte tungere end processen. At det ikke er samtalen, der skal være hovedprioriteten, men selve jobbet til borgeren.

Vi kan også snakke om, hvordan borgerne kommer til at skulle navigere i denne fritvalgsordning. På hvilket grundlag kommer borgerne til at skulle træffe valg om leverandør?

Der bør også være plads til en drøftelse af, om de ændringer, denne forsøgsordning med fritvalg lægger op til, reelt er nytænkende. For hvis vi alene viderefører en praksis og bare skifter navn på dem, der udfører opgaven, så bliver det altså svært at kalde det nytænkende.

Det er også en vigtig pointe, at med de forudsætninger, der er lagt ind i reformen, så skal vi altså ramme plet første gang. Vinduet er blevet meget småt, hvis vi ikke skal ende i en situation, hvor besparelserne i beskæftigelsesreformen skrider og efterlader os alle med en kæmperegning frem for en besparelse.

Den regning lander hos borgerne.