A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Lader sig ikke bremse af nølende minister: Aabenraa Kommune er klar til at sætte ansatte og ledige fri

Jobindsats|
23. marts 2023 kl. 6.00
”Vi fortsætter forberedelserne, selv hvis det ikke bliver til noget," siger Dorrit Knudsen (S), formand for arbejdsmarkedsudvalget i Aabenraa Kommune. | Foto: Pressefoto/Socialdemokratiet
Aabenraa Kommune er klar til at sætte medarbejdere og ledige fri, selv hvis et planlagt frikommuneforsøg ikke bliver til noget. Kommunen er nået langt med forberedelserne, fortæller udvalgsformand.

I mere end et halvt år har Aabenraa Kommune haft fuld gang i forberedelserne til, at man fra sommer skal være frikommune på beskæftigelsesområdet. 

Men kommunen afventer en udmelding fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Regeringen har nemlig endnu ikke taget stilling til, om frikommuneforsøgene skal aflyses eller finde sted som planlagt. Og det på trods af, at der kun er godt tre måneder til 1. juli, hvor forsøgene efter planen skal starte op.

LÆS OGSÅ: Regeringen trækker i håndbremsen: Fire frikommuneforsøg risikerer nu at blive aflyst

Det får dog ikke politikerne og forvaltningscheferne i den sønderjyske kommune til at ryste på hånden. Kommunen er nemlig så langt i forberedelserne, at den er klar til at lave nogle såkaldte prøvehandlinger, uagtet om frikommuneforsøgene bliver til noget eller ej.

”Vi fortsætter forberedelserne, selv hvis det ikke bliver til noget. Vi laver prøvehandlinger med frisættelse inden for den lovgivning, der nu er. Vi har i flere måneder forsøgt at tænke ud af boksen, og det sætter vi ikke i bero nu, blot fordi der ikke er en udmelding fra regeringen,” siger Dorrit Knudsen (S), formand for arbejdsmarkedsudvalget i Aabenraa Kommune, til A4 Beskæftigelse.

Konkret vil Aabenraa Kommune blandt andet kigge på, om der er nogle samtaler med de ledige, der kan undværes. 

Afkrævet svar siden januar

Men selv om kommunen arbejder videre med at frisætte beskæftigelsesindsatsen, er der også grænser for, hvor langt den kan gå, hvis ikke den får grønt lys fra regeringen. Forud for frikommuneforsøget skal beskæftigelsesministeren nemlig sætte nogle såkaldte hegnspæle for, hvor langt kommunerne må gå i forhold til lovgivningens rammer. 

Aabenraa Kommune har ellers lige siden januar forsøgt at få et svar fra Ane Halsboe-Jørgensen på, hvorvidt den skal være frikommune fra sommer. Det fremgår af et brev fra Dorrit Knudsen sendt til ministeren den 12. januar. Den 26. januar svarede Ane Halsboe-Jørgensen, at hun ville give kommunen besked, så snart regeringen var klar til det. 

”Regeringen har endnu ikke nået at tage stilling til, hvordan velfærdsaftalerne på både ældre-, folkeskole-, dagtilbuds- og beskæftigelsesområdet spiller sammen med ambitionerne i regeringsgrundlaget. Lige så snart der er en afklaring, vil jeg give besked til jer fire kommuner, der er udpeget som velfærdkommuner på beskæftigelsesområdet,” skriver Ane Halsboe-Jørgensen i svaret.

Vil inspirere andre kommuner

Dorrit Knudsen mener, at det er på tide, at regeringen træffer en beslutning.

”Vi er godt klar over, at regeringen har sat en dagsorden, hvor den vil gentænke hele beskæftigelsesindsatsen. Og det er selvfølgelig også nogle tanker, der fylder hos os. Derfor vil det også være ærgerligt, hvis vi ikke får lov til at prøve nye ting af, der måske vil kunne inspirere andre,” siger udvalgsformanden.

Også i Silkeborg Kommune, der ligeledes skal være frikommune fra sommer, er man ved at miste tålmodigheden. 

”Vi er utålmodige. Vi var rigtig glade for at blive udpeget til frikommune, og vi går og venter på at få startskuddet til at komme i gang. Vi håber snart, at der kommer en afklaring,” fortalte Dorthe Jensen (S), formand for beskæftigelsesudvalget i Silkeborg Kommune, til A4 Beskæftigelse tidligere på ugen. 

Folketinget nåede således ikke at vedtage planen med de nye frikommuneforsøg, inden der blev udskrevet valg i efteråret. 

Siden er der kommet en flertalsregering, der lægger op til en omkalfatring af beskæftigelsesindsatsen. Jobcentrene skal nedlægges, og så skal der spares tre milliarder kroner i indsatsen fra 2030. Derudover skal ledige og medarbejdere sættes endnu mere fri af proceskrav fra staten, fremgår det af SVM-regeringens arbejdsprogram.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR