HER I VALGKAMPENS SLUTSPURT er partierne i blå blok kommet med store økonomiske udspil. Med masser af løfter om skattelempelser, der vil give store gevinster for de personer og virksomheder, der i forvejen har mest.
Men det, partierne ikke taler helt så højt om, er, hvordan de lempelser skal finansieres.
Lad os dykke ned i det.
Liberal Alliance vil halvere dagpengeperioden fra to til ét år.
Liberal Alliance har gentagne gange påstået, at halveringen vil berøre 9-10 procent af dagpengemodtagerne. Det er forkert. Andelen er over 20 procent, og det betyder, at op imod 37.000 personer vil blive ramt af dagpengehalveringen.
LA vil også fjerne beskæftigelsestillægget, som dagpengemodtagere med stærk arbejdsmarkedstilknytning ellers får de første tre måneder af ledighedsperioden. Afskaffelsen af beskæftigelsestillægget vil også ramme titusindvis af lønmodtagere. Begge dele er en betydelig forringelse af dagpengene. En forringelse som selv Dansk Arbejdsgiverforening advarede imod, da Liberal Alliance fremlagde den første gang.
Konservative vil ifølge Berlingske også skære i dagpengene med 4,7 milliarder kroner. De er ikke helt så klare om deres finansiering, som Liberal Alliance er, men de vil formentlig skære i både beskæftigelsestillæg og dagpengene for dimittender.
LÆS OGSÅ: Venstre lægger op til omfattende reform af ydelser
Konservative vil også ændre på reguleringen af kontanthjælp, dagpenge og SU, så de stiger i et langsommere tempo i forhold til lønudviklingen, end de gør i dag. Det er et bemærkelsesværdigt forslag på et tidspunkt, hvor den reale købekraft for både kontanthjælp og dagpenge fortsat er lavere end i 2020. Overførselsindkomstmodtagerne forventes uden Konservatives forslag først at have genvundet købekraften i 2029 ifølge Rockwoolfonden. Vi har – på baggrund af det provenu, de Konservative vil skaffe ved forslaget – beregnet, at den foreslåede mindreregulering vil betyde en forringelse af dagpengene på otte procent.
Begge partier er dermed ude i et voldsomt angreb på den danske model. Den danske model er kendt som flexicurity-modellen. Det er en sammentrækning af flexibility og security – fleksibilitet og sikkerhed.
Arbejdsgiverne får fleksibilitet til at kunne hyre og fyre nemt og hurtigt, så de kan tilpasse antallet af ansatte til den efterspørgsel, der er på deres produkter. Til gengæld får lønmodtagerne en sikkerhed i, at hvis de mister jobbet, så mister de ikke deres forsørgelsesgrundlag. I stedet får de dagpenge af en størrelse, så de ikke skal gå fra hus og hjem, før de finder et nyt arbejde.
Men jo mere man forringer dagpengene, des mere forringer man sikkerhedsnettet. Det er derfor, Dansk Arbejdsgiverforening taler imod dagpengeforringelser. For et dårligere sikkerhedsnet ender i krav om mindre fleksibilitet, hvilket er skidt for arbejdsgiverne – og for den danske model.
Mindre sikkerhed nu, mindre tryghed senere
Både Liberal Alliance og Konservative vil forringe sikkerhedsnettet. Begge partier vil også afskaffe både den tidlige pension (Arne-pensionen) og resterne af efterlønnen. Liberal Alliance har dog sagt, at de først vil afskaffe dem senere for at ”give folk, som planlægger deres pension, et rimeligt varsel”.
Det er et angreb på lønmodtagernes tryghed.
Tidlige tilbagetrækningsordninger er en vigtig del af pensionssystemet, da der er stor forskel på antallet af resterende leveår ved folkepensionsalderen alt efter, hvilken uddannelse man har. For at alle får omtrent det samme antal år på tilbagetrækningsordninger, er det altså vigtigt, at nogen kan trække sig tilbage før folkepensionen.
LÆS OGSÅ: Overblik: Her er partiernes pensionsudspil
Konservative og Liberal Alliance vil overlade den rettighed til folk, der kan betale selv, hvilket altovervejende er akademikere.
Partierne svækker lønmodtagernes tryghed på flere fronter og gambler med den danske model, der har skabt Danmarks høje velstand.
Det skal man huske, når man skal sætte sit kryds den 24. marts.
