Bag skåltaler og gode intentioner om at sætte den kommunale beskæftigelsesindsats fri, gemmer der sig en fare for kaos og utilfredse borgere.
For når kommunerne får friere tøjler til selv at bestemme de indsatser, de finder bedst, over for de ledige, stiger sandsynligheden for, at der indføres vidt forskellige tilbud på tværs af kommunegrænser.
Man ser allerede for sig, at medierne vil stå i kø for at berette om kontanthjælpsmodtagere, der er utilfredse med, at man i nabokommunen har langt bedre vilkår på samme ydelse.
Men skal man tage statsminister Mette Frederiksens (S) ord for pålydende, baner regeringen nu vejen for mere forskellighed i kommunernes velfærdstilbud. Særligt på ældreområdet og i daginstitutioner - men også i beskæftigelsesindsatsen.
"Det er regeringens klare holdning, at vi skal give jer frihed til at gøre tingene, som I finder bedst, uden for mange bindinger. Det betyder også, at der skal være mere plads til forskellighed," understregede Mette Frederiksen på KL-topmødet i Aalborg i sidste uge.
Opgør med traditioner
Hvor meget forskellighed, regeringen lægger op til i aktivering af de ledige, står indtil videre uklart. Spørgsmålet er, om den overhovedet ved det selv endnu. Det, man til gengæld kan sige med sikkerhed, er, at forskellige tilbud i kommunerne risikerer at blive bagsiden af medaljen ved en større frisættelse.
Uanset bliver frisættelse og færre proceskrav nok omdrejningspunktet for den gennemgribende reform af beskæftigelsessystemet, som regeringen agter at gennemføre. Dels ønsker den det selv, dels er frisættelse også helt centralt for KL, HK, Dansk Socialrådgiverforening og andre vigtige aktører på området.
I forbindelse med KL-topmødet udgav kommuneforeningen og flere fagforeninger en fælles pjece og idéoplæg til Christiansborg om, hvordan man bør indrette graden af den statslige regulering, der er lagt ned over kommunerne og fagmedarbejderne.
De opfordrer til, at man frisætter på tværs af kommunale forvaltninger. Det vil ifølge aktørerne gavne de helhedsorienterede løsninger, som særligt udsatte borgere har gavn af. De har nemlig ofte brug for både en social- og sundhedsfaglig indsats samtidig med en jobrettet indsats.
Aktørerne har en vigtig pointe. For hvad hjælper det at fjerne statslige regler i beskæftigelsesforvaltningen, hvis ikke socialforvaltningen følger med.
"Frisættelse handler derfor ikke kun om at reducere reglerne i den enkelte søjle. Den handler også om at frigøre sig fra de faglige traditioner og rutiner, der i den enkelte søjle er en barriere for samarbejdet på tværs af søjlerne, og at arbejde for at skabe en ny og tværgående kultur," skriver KL og fagforeningerne i pjecen.
Før valget indgik partierne på Christiansborg en aftale om en ny hovedlov, der skal gøre det nemmere for sagsbehandlere at navigere i reglerne på beskæftigelse-, social- og sundhedsområdet. Problemet er bare, at aftalen ikke er vedtaget ved lov endnu.
Minister bør træde varsomt
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil inddrage eksperter, arbejdsmarkedets parter, a-kasser og fagtunge medarbejdere i kommunerne forud for den historisk store aftale på beskæftigelsesområdet, hun vil lande. Og det gør hun klogt i.
Senest har hun fået kritik for en politisk aftale, der ifølge kritikerne gør det stik modsatte af at frisætte kommunernes jobindsats. Aftalen påbyder nemlig at sende flere ledige i virksomhedspraktik i stedet for opkvalificering og vejledning, der giver kommunerne bedre mulighed for at tilrettelægge forløb, de mener, passer den enkelte ledige bedst.
Ane Halsboe-Jørgensen bør altså træde varsomt, hvis hun skal lykkes med missionen. Hvis frisættelse i sidste ende fører til endnu større forskelle i de tilbud, kommunerne tilbyder de ledige, er der nemlig risiko for, at flere enkeltsager vil pryde mediernes sendeflade. Det er ingen tjent med.
