A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Minister til kommunerne: I skal være klar til at udvise mod, hvis vi frisætter beskæftigelsesindsatsen

Jobindsats|
15. maj 2023 kl. 15.30
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen holder oplæg til arrangement hos Tænketanken Mandag Morgen, hvor seks kommuner præsenterer syv grundprincipper for fremtidens beskæftigelsesindsats. | Foto: A4 Medier
Ane Halsboe-Jørgensen ser flere gode perspektiver i seks kommunernes forslag til en ny indretning af beskæftigelsesindsatsen. Men fjerner man proceskrav, kræver det politisk mod lige rundt om hjørnet, lyder det.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har i weekenden haft lejlighed til at læse de syv grundprincipper for en ny beskæftigelsesindsats, som seks af de største kommuner står bag.

Og umiddelbart er ministeren positiv stemt over mange af forslagene. 

Det fortalte hun til et arrangement hos Tænketanken Mandag Morgen i København mandag formiddag, hvor de såkaldte 6-byer (kommunerne i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers) præsenterede deres udspil.

Men hun kom også med en løftet pegefinger til kommunerne. Skal frisættelse af beskæftigelsesindsatsen med færre, statslige proceskrav lykkes, kræver det, at kommunerne viser mod, lød det.

”Jeg vil hellere måle jer på resultater, end om I holder fire samtaler med borgerne. Hvis ikke jeg kræver, at I holder samtalerne, kan jeg i princippet ikke være sikker på, at I afholder dem,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen og henvendte sig til de kommunale topfolk, der var samlet.

”For hvad nu hvis den enkelte medarbejder i jobcentret eller kommunen ikke synes, det er det kloge at gøre? Jeg synes, vi skal frisætte og have færre proceskrav, men vi skal være ret bevidste om, hvad det er, det betyder. Og hvad det er for et politisk mod, vi skal have lige rundt om hjørnet, når historier i medierne begynder at rulle,” sagde ministeren og henviste til de potentielle konsekvenser, hvis kommunerne får frie tøjler til at indrette beskæftigelsesindsatsen forskelligt på tværs af kommunegrænser.

Reform kommer til at tage tid

Et af principperne i 6-byernes udspil går på, at antallet af målgrupper af ledige og ydelser skal reduceres markant: Fra i dag 14 forskellige ydelsesgrupper til blot fem målgrupper. 

Det forslag ville Ane Halsboe-Jørgensen gerne tage med de i drøftelser, der kommer, når regeringen vil lave en gennemgribende reform af beskæftigelsessystemet med nedlæggelse af jobcentrene samt reformer af kontanthjælp og sygedagpenge.

LÆS OGSÅ: Magttunge kommuner med idékatalog til minister: Skær i antallet af ydelser, og fjern statstvunget bureaukrati

Ministeren blev ved mandagens arrangement også spurgt om, hvornår hun vil melde noget nyt ud om tidsplanen for reformerne, men det kom der ikke noget konkret svar ud af.

Det ventes dog, at regeringen vil nedsætte en kommission eller ekspertgruppe inden sommerferien, der skal nytænke indsatsen.

”Vi kommer til at bruge et godt stykke tid på at undersøge det her grundigt med henblik på at få et fundament at stå på. Det bliver et spørgsmål om at få perspektiver fra mange forskellige kanter ind på bordet, før vi går i gang med politiske drøftelser af det her,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen.

Minister: Derfor lukker vi jobcentrene

Endelig blev beskæftigelsesministeren spurgt om, hvorvidt regeringen havde en ny model for jobcentrene i støbeskeen, da de fik idéen til at nedlægge dem. Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen udløber regeringens ambitionen om at nedlægge centrene af flere ting.

”Det er både spørgsmål om enkeltsager, og om at vi har et kompliceret og dyrt system i dag, som ikke alle steder fungerer godt nok. Det er borgere, der føler, at de har modtaget en helt urimelig behandling, og der er syge mennesker, der føler, at de bliver jagtet rundt af et system, som bestemt ikke har bragt dem tættere på at blive raske.”

”Vi skylder at spørge os selv om, hvorvidt systemet er årsag til, at vi har fået mange borgere i beskæftigelse, eller om det er lykkedes på trods af systemet,” lød det fra Ane Halsboe-Jørgensen.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR