DANMARK ER BYGGET PÅ EN ENKEL, men stærk samfundskontrakt: Vi yder, før vi nyder. Vi løfter i flok, og når vi som borgere bidrager, har vi også ret til at nyde godt af fællesskabets goder.
Med indførelsen af arbejdspligt for kontanthjælpsmodtagere, der kan arbejde, bliver den kontrakt nu gjort tydeligere.
For mig er dette ikke bare en teknisk ændring i beskæftigelsespolitikken, men en bekræftelse af en grundlæggende værdi: Hvis man kan arbejde, men ikke vil, skal man ikke forvente, at andre skal finansiere ens liv gennem skattebetalernes penge.
Vi lever i et land med historisk høj beskæftigelse, lav ledighed og virksomheder, der skriger på arbejdskraft. Der importeres medarbejdere fra hele verden, fordi mange stillinger ikke kan besættes, og derfor er der ingen saglig undskyldning for at stå uden for arbejdsmarkedet, hvis man kan tage et job.
Til gengæld er det i Danmark stadig helt frit, om man vil arbejde meget eller lidt - så længe man selv kan forsørge sig uden offentlig forsørgelse.
DET HANDLER IKKE OM at straffe nogen, men om at fastholde en kultur, hvor vi som borgere tager ansvar for os selv, for vores familie og for det samfund, vi er en del af. For arbejdet er nøglen til personlig frihed, fordi den, der kan forsørge sig selv gennem arbejde, står stærkere, friere og mere uafhængig af staten.
Det er grundlaget for et velfærdssamfund, hvor vi yder, før vi trækker på fællesskabets kasse. Offentlig forsørgelse skal være et sikkerhedsnet, ikke en livsstil.
Derfor er uddannelse og opkvalificering en pligt, hvis man vil have hjælp, således man gør en indsats for at blive selvforsørgende. For hvert job, der besættes, skaber værdi, vækst og skatteindtægter og dermed også muligheder for næste generation.
Danmark kan kun forblive et velstående og frit land, hvis vi holder fast i, at arbejdet er kernen i vores samfundskontrakt. Hjælpen til dem, der ikke kan, skal være stærk og værdig. Men til dem, der kan arbejde, må vi sige: Vi har brug for dig både i dag og i morgen.
