A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Arbejdsgiverne tager fejl: Krav til udenlandsk arbejdskraft er en forudsætning for en velfungerende dansk model

Debat|
23. marts 2026 kl. 6.00
Henrik W. Petersen, formand for Blik & Rørarbejderforbundet | Foto: Jonas Krøner, Blik & Rør
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

EN RÆKKE ARBEJDSGIVERORGANISATIONER gik forleden i Berlingske til angreb på Socialdemokratiets forslag om at stramme reglerne for udenlandsk arbejdskraft. De advarer om, at krav om overenskomst og dansk sprog vil gøre det sværere at tiltrække udlændinge og skade dansk velstand. 

Selv hvis alle Socialdemokratiets forslag bliver til virkelighed, vil der fortsat komme udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Det eneste modkrav er, at de bliver behandlet ordentligt og får en løn svarende til de overenskomster, som arbejdsgiverne selv har skrevet under på. 

LÆS OGSÅ: Dybvad åbner for at afskaffe ordninger om udenlandsk arbejdskraft. Men Venstre siger nej

Men man må spørge sig selv, hvem velstanden er for, hvis prisen er et arbejdsmarked med løndumping, udnyttelse og underbetaling. 

Arbejdsgivernes kritik afslører et efterhånden velkendt problem: Når der bliver stillet krav til virksomhederne, lyder protesterne straks fra dem, der i årevis har nydt godt af et arbejdsmarked, hvor udenlandsk arbejdskraft er blevet misbrugt til at presse løn- og vilkår.

Danske og udenlandske lønmodtagere arbejder i praksis rigtig godt sammen på danske arbejdspladser. Vi vil rigtigt gerne have udenlandske kolleger. Vi kræver bare én ting: At de arbejder på samme vilkår som danskere.

DERFOR ER DET POSITIVT, at Socialdemokratiet vil undersøge muligheden for at gøre erhvervsordninger for udenlandsk arbejdskraft betinget af, at arbejdsgiverne har overenskomst. De overenskomster som arbejdsgiverorganisationerne selv har indgået med os i fagbevægelsen.

Hvis virksomheder vil hente arbejdskraft til Danmark, er det da kun rimeligt at forlange, at arbejdet foregår på danske løn- og arbejdsvilkår og efter de aftaler, som vi laver i den danske model.

Og det er fornuftigt at stille krav til, at de udenlandske kolleger lærer dansk. Ligesom vi ikke ønsker parallelsamfund i boligområder, hvor dansk sprog og kultur er fraværende, ønsker vi det heller ikke på vores arbejdsmarked.

LÆS OGSÅ: Løkkes "trumf" er sat på pause. Nu tvivler Moderaterne på Venstres evne til at redde aftale om udenlandsk arbejdskraft

Men overenskomstkrav og krav om sprog løser ikke problemerne. Mine medlemmer bliver alt for ofte ansat i komplicerede kæder af underentreprenører, postkasseselskaber og konkurrerer med falske selvstændige, hvor ansvaret for medarbejdernes vilkår flyttes rundt mellem forskellige virksomheder.

Derfor er der også brug for, at udenlandske medarbejdere ansættes direkte hos den virksomhed, de arbejder for, og at der indføres markant hårdere sanktioner mod virksomheder, der systematisk bryder reglerne.

Danmark har brug for arbejdskraft, også fra udlandet. Men udenlandsk arbejdskraft skal ikke være en vare, der handles til lavest mulige løn. Et velfungerende arbejdsmarked bygger på klare regler, overenskomster og gensidig tillid.

Det ansvar ligger ikke kun hos politikerne og lønmodtagerne. Arbejdsgiverne har også et ansvar for, at det danske arbejdsmarked fortsat er organiseret, trygt og regelbaseret. Det kræver overenskomster, og det kræver, at vi kan tale med hinanden. Sådan har vi bygget den danske arbejdsmarkedsmodel. Sådan bør vi også beskytte den.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR