A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Dansk Metal: Virksomhedernes mangel på arbejdskraft er til dels et selvskabt problem

3. september 2021 kl. 10.38
| Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.
De virksomheder i hovedstaden, der skriger på arbejdskraft, bør se på de langtidsledige, skriver John Larsen.

DER ER IGEN TRAVLT hos mange af hovedstadens virksomheder. Det gælder uanset, om det er på autoværkstederne, i maskinindustrien eller et af de mange andre steder, hvor Dansk Metals medlemmer arbejder. Travlheden hos virksomhederne har tyndet ud i ledighedskøen, og i hovedstaden er det cirka tre procent af vores medlemmer, der er ledige.

Det har medført mange historier om virksomheder, der oplever, at der bliver længere imellem de dygtige faglærte, når de for eksempel skal bruge en ny mekaniker eller smed. Det er der god grund til at tage seriøst. Manglen på faglært arbejdskraft kan nemlig gøre det svært for virksomhederne at følge med, når efterspørgslen på deres services og varer stiger, og i sidste ende kan det betyde, at gode arbejdspladser flytter ud af hovedstaden.

Virksomhederne har dog selv bidraget til deres problemer. Vi kan nemlig se, at virksomhederne alt for ofte overser dygtige faglærte, fordi de har været ledige i længere tid
John Larsen, hovedkasserer, Dansk Metal og Henrik Stilling, formand Dansk Metal Hovedstaden

VIRKSOMHEDERNE HAR DOG selv bidraget til deres problemer. Vi kan nemlig se, at virksomhederne alt for ofte overser dygtige faglærte, fordi de har været ledige i længere tid. Faktisk er antallet af langtidsledige medlemmer over dobbelt så højt som før corona, og i hovedstaden er det én ud af fire af vores ledige medlemmer, der er langtidsledige.

LÆS OGSÅ: FOA om eksplosion af langtidsledige: Arbejdsgivere er kræsne

Det er trist for vores medlemmer, som gerne vil have et job, men også for hovedstadens virksomheder, der snyder sig selv for kvalificeret faglært arbejdskraft. Vores medlemmer har nemlig ikke glemt deres faglighed bare fordi, at de har været ledige i 10, 12 eller 14 måneder.

Mange af vores langtidsledige medlemmer står klar til at tage et arbejde fra i morgen, imens andre har behov for at få lidt efteruddannelse først. Det bør dog ikke afskrække virksomhederne. I Metal Hovedstaden kan vi nemlig hjælpe med at matche virksomhederne med vores ledige medlemmer. Det har vi gjort med stor succes næsten 200 gange i løbet af i år, og hvis der er behov for efteruddannelse, så kan virksomhederne ofte få støtte fra staten til det.

LÆS OGSÅ: Overblik: Her er parternes forslag til at skaffe mere arbejdskraft

Derfor vil vi opfordre hovedstadens virksomheder til at tage kontakt til os i Dansk Metal og tage medansvar for efteruddannelsen af de medlemmer, der endnu er ledige. Det kunne afhjælpe mange af virksomhedernes rekrutteringsproblemer og sikre fortsat vækst i hovedstaden.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR