A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Debat: EU-mindstelønnen kan true din løn

21. februar 2022 kl. 6.30
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

LAD OS TEGNE et scenarie: Du arbejder i produktionen på en fabrik. Timelønnen er cirka 150 kroner. Det er rigeligt til at dække dine faste udgifter og forsørge din familie. Men fra næste dag ændrer forholdene sig markant. Timelønnen er sat ned til sølle 90 kroner. Men hvorfor skal det være sådan? Det kan du takke den nye lovbestemte EU-mindsteløn for – hvis det altså bliver en realitet.

LÆS OGSÅ: Analyse: Trods højlydt kritik kan EU-mindsteløn ende som en stille sejr

Sidste år fremlagde EU et forslag til en lovbestemt mindsteløn der skal gælde i hele EU. Det inkluderer Danmark, hvor vi ikke har en lovbestemt mindsteløn. Derimod har vi lønninger, der er vedtaget gennem vores danske models overenskomster. Lønninger der sikrer en markant højere løn end den EU-mindsteløn, som nogle frygter kan ende på helt ned til 90 kroner. Mindstelønnen nedsætter både din løn og sætter et loft over lønnen, så din chef ikke behøver at give dig nogen højere løn, da din chef blot følger EU-lovgivningen.

EN LOVBESTEMT EU-MINDSTELØN er noget vi skal bekæmpe. Mindstelønnen vil ikke kun ødelægge argumentet for, at vi i Danmark har overenskomstforhandlinger gennem fagforeninger, der sikrer både højere løn og bedre arbejdsforhold. Det vil skade produktionen for en masse danske virksomheder, da mindstelønnen gør, at mange danskere bliver nødt til at have et til to ekstra job, bare for at kunne have en økonomi.

En lovbestemt mindsteløn er en farlig vej at gå. Overenskomster leverer meget bedre lønninger og arbejdsforhold, end en mindsteløn nogensinde kan
Daniel Thomasen, Politisk Sekretær i DSU Nordjylland

Presset over mere end et job vil demotivere en del ansatte til ikke at give en ordentlig indsats på deres rigtige arbejde. Vores velfærdsstat vil også blive hårdt ramt økonomisk af mindstelønnen, da flere danskere vil have lavere lønninger og dermed betale mindre i skat til finansieringen af velfærdsstatens services.

En lovbestemt mindsteløn er en farlig vej at gå. Overenskomster leverer meget bedre lønninger og arbejdsforhold, end en mindsteløn nogensinde kan. Det har vi bevist i Danmark. Den danske model skal vi værne om. Vi skal ikke risikere at vågne op den næste dag til en ussel løn på 90 kroner og ringere arbejdsforhold. For vi ved vi kan gøre det bedre. Også i EU.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR