A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

FOA til K-ordfører: Din kreative argumentation holder ikke!

Debat|
11. april 2022 kl. 6.30
Helena Mikkelsen, forbundssekretær i FOA, går i rette med Niels Flemming Hansen, beskæftigelsesordfører (K) | Foto: Pressefoto/FOA
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

DEN OFFENTLIGE SEKTOR KANØFLER DEN PRIVATE. Den vokser bare vildt og uhæmmet, mens de private virksomheder snapper efter vejret og ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft. Sådan lidt karikeret - men ikke meget - lød budskabet fra den konservative beskæftigelsesordfører Niels Flemming Hansen her i A4 forleden.

LÆS OGSÅ: K-profil: Beskæftigelsen buldrer derudaf – bare ikke i det private!

Anledningen var en opgørelse fra Danmarks Statistik, som konkluderer, at den offentlige beskæftigelse er på sit højeste siden 2008. Og at ”det er bekymrende, hvis det udelukkende er den offentlige sektor, som vokser”.

Der er - mindst - to problemer med Niels Flemming Hansens argumentation:

For det første er hans grundlæggende antagelse, at det private og det offentlige er hinandens modsætninger forkert. Og for det andet er hans tal misvisende.

LAD OS TAGE DET SIDSTE FØRST: Niels Flemming Hansens centrale pointe er, at beskæftigelsen i det offentlige er på sit højeste siden 2008. Det er isoleret set ikke forkert, men kun et problem, hvis man ignorerer, at beskæftigelsen i det hele taget, sammen med befolkningstallet, er vokset siden 2008. Og at tallene er fra udgangen af 2021, hvor corona-indsatsen og test-centre med mere stadig var på et meget højt niveau.

Hvis det private arbejdsmarked skal vokse og trives, kræver det, at den danske velfærdsmodel fungerer optimalt
Helena Mikkelsen, forbundssekretær FOA

Ser man i stedet på helheden, så er der ingen tvivl om, at beskæftigelsen i den private sektor siden 2008 er vokset mere end i den offentlige sektor. Dermed er andelen af ansatte i den offentlige sektor faldet samlet set.

Ifølge tallene er den offentlige sektor siden 2008 vokset med 4 procent, og den private sektor er vokset med 10 procent. Det glemmer Niels Flemming Hansen at fortælle.

LÆS OGSÅ: Beskæftigelsen slår igen rekord

Og hvis vi ser på tallene før corona, så lå den offentlige sektor i fjerde kvartal 2019 lidt under 2008-niveauet, mens det private lå omkring fem procent over 2008-niveauet. De aktuelle tal, som Niels Flemming Hansen refererer til, er fra udgangen af 2021, hvor corona-indsatsen og test-centre mm. stadig var på et meget højt niveau og pustede tallene for det offentlige område op.

HVIS VI TAGER FAT PÅ DEN ANDEN DEL af den konservative beskæftigelsesordførers argumentation, nemlig hele påstanden om at det offentlige og private er hinandens modsætninger, så ser det ikke meget bedre ud. Det private og det offentlige arbejdsmarked er hinandens forudsætninger. Det er ikke en konkurrence, for så er det netop, at balancen mellem de to arbejdsmarkeder tipper.

Hvis det private arbejdsmarked skal vokse og trives, kræver det, at den danske velfærdsmodel fungerer optimalt. Det vil sige, der skal være et sundt sundhedsvæsen, der kan levere rette behandlinger i rette tid. For lidt personale skaber længere ventelister, længere behandlingstider og øger dermed risikoen for, at erhvervsaktive borgere er længere tid væk fra arbejdsmarkedet.

LÆS OGSÅ: Regeringen forventer mange kvinder og børn fra Ukraine: Det offentlige skal være klar

Ud over et sundt sundhedsvæsen er det også vigtigt, at der er tillid til ældreplejen, hvor erhvervsaktive danskere oftest har deres forældre tilknyttet. Tillid til at der er ressourcer og social- og sundhedspersonale nok til at hjælpe, pleje og støtte i det omfang, der er behov for. Men desværre bliver flere og flere pårørende pålagt opgaver til praktisk hjælp, fordi der skal spares på de kommunale budgetter. Det går ud over serviceniveauet og stiller dermed højere krav til, at de pårørende, som oftest også er de erhvervsaktive, hjælper mere til. Det er også en bet i beskæftigelsesgraden og gør, at flere arbejder færre timer, særligt kvinder.

Lad os kigge på det store billede, når vi diskuterer. Ikke bare finde de tal, der ser bedst ud for os selv, og så ignorere resten
Helena Mikkelsen, forbundssekretær FOA

Akkurat samme scenarie gør sig gældende for erhvervsaktive danskere med børn i daginstitutioner og skoler. Hvis trygheden og tilliden er for lav, kommer der en ubalance mellem arbejdslivet og familielivet – for vi vil jo alle vores børn det bedste.

Lige nu er der stor mangel på arbejdskraft i netop sundhedsvæsenet, ældreplejen og i daginstitutionerne. Det betyder, at den offentlige sektor ikke fungerer optimalt, og det hjælper skattelettelser ikke på – tværtimod. Et stærkt og sundt erhvervsliv har brug for en stærk og sund offentlig sektor. Lad os fokusere på det fremfor at polarisere de to sektorer.

Og så lad os kigge på det store billede, når vi diskuterer. Ikke bare finde de tal, der ser bedst ud for os selv, og så ignorere resten.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR