DU CYKLER PÅ VEJ TIL ARBEJDE og bliver ramt af en bil. Du vågner op med hjernerystelse. Du kan ikke koncentrere dig, du kan ikke tåle larm, du bliver hurtig træt. Du kæmper i nogle måneder, men må til sidst sygemelde dig.
22 uger. Så lang tid kan du være på sygedagpenge efter en ulykke eller sygdom. Hvis der er udsigt til forbedring (eller du er døende), kan sygedagpengeperioden forlænges. Hvis der ikke er udsigt til forbedring, hvis din tilstand fx vurderes at være kronisk, så er du ikke længere berettiget til sygedagpenge.
LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Jobcentre effektive til at få borgere med nedsat arbejdsevne i beskæftigelse
Men hvad så? Så kan man vel få dagpenge. Du kan kun få dagpenge, hvis du kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet 37 timer om ugen (eller som deltidsforsikret 30 timer om ugen). Hvis du er kronisk syg og har markant forringet arbejdsevne, så er du altså ikke dagpengeberettiget. Du kommer i stedet over i et jobafklaringsforløb, hvor du modtager en ydelse på kontanthjælpsniveau. Det betyder en dramatisk nedgang i indkomst fra sygedagpenge – og sandsynligvis også fra din tidligere løn.
Men hvordan finder du en vej tilbage til arbejdsmarkedet, når din sygdom gør, at du ikke længere kan arbejde med det, du plejede?
JEG HAR IGENNEM MIN FORSKNING interviewet mere end 65 borgere med problemer ud over ledighed. Når de beskriver deres forløb, så er der elementer, der går igen hos mange. Man er ude for en voldsom ulykke: falder af hesten; er passager i en bil der kører galt; man bliver ramt af alvorlig sygdom som kræft eller voldsom angst; man er fysisk nedslidt, eller man har været udsat for vold, for eksempel partnervold, der har givet en alvorlige psykiske mén.
LÆS OGSÅ: Jobcenteransatte anfægter kritik efter TV 2-program: De udstiller deres egen uvidenhed
Disse begivenheder udgør et voldsomt brud i ens livsforløb, og man oplever funktionsnedsættelser, som gør, at man ikke længere kan varetage det arbejde, man plejede. Konsulenten kan ikke længere tåle at se på en skærm, håndværkeren kan ikke tåle fysisk arbejde og pædagogen kan ikke tåle larm.
De borgere, der møder manglende faglig indsigt, oplever ofte også at blive mødt med mistro
Merete Monrad, lektor og forsker AAU
Disse borgere beskriver ofte, at de har svært ved at se en fremtid på arbejdsmarkedet for sig. De kan ikke længere bruge de kompetencer de tidligere havde. Nogle af disse borgere har selvfølgelig så omfattende funktionsnedsættelser, at de ikke kan finde en plads på arbejdsmarkedet overhovedet. Men mange kan stadig noget. Det er bare ikke så let at finde ud af hvad, og hvor de skal finde ansættelse. For hvad kan man nu, når man ikke kan det man plejede at kunne?
DISSE BORGERE HAR BRUG FOR omfattende støtte til at afdække kompetencer og skånebehov, afsøge muligheder for hjælp og identificere relevante muligheder på arbejdsmarkedet. De har brug for at møde professionelle med ret omfattende kompetencer.
De professionelle skal:
1) have viden om meget forskelligartede fysiske, psykiske og sociale problemer og hvad de betyder for borgerens arbejdsmuligheder og skånebehov
2) kunne afdække hvad situationen betyder for netop denne konsulent, pædagog eller håndværker og identificere ressourcer, der kan bruges på arbejdsmarkedet
3) have kendskab til muligheder for hjælp i den omfattende social- og beskæftigelseslovgivning og de konkrete tilbud, der er i netop denne kommune
4) have kendskab til arbejdsmarkedet og kunne hjælpe borgerne med at identificere den niche, hvor de kan finde ansættelse, selv med de specifikke skånebehov de har
Dertil kommer, at de professionelle skal kunne kommunikere med forståelse og indsigt og koordinere de mange tiltag, der kan være i spil omkring en person med alvorlig sygdom.
VI HAR BRUG FOR, at borgere med funktionsnedsættelser kommer på arbejdsmarkedet, hvis de stadig har ressourcer nok til det. De fleste af de borgere med funktionsnedsættelser, jeg har talt med, ønsker det også selv. Men det sker sjældent af sig selv.
LÆS OGSÅ: Dennis har været tilknyttet jobcenter i 16 år: ’Det har ødelagt mig’
Når jeg taler med borgere, der har haft gode forløb, så har de typisk mødt professionelle med faglig indsigt i deres funktionsnedsættelser og kompetence til at hjælpe dem med at bygge bro til steder, hvor de trods skånebehov kan udnytte deres ressourcer.
Beskæftigelsesindsatsen er i politik og organisering indrettet efter mistro til borgerne, for man skal ikke kunne snyde sig til offentlige ydelser
Merete Monrad, lektor og forsker AAU
Det modsatte er desværre også tilfældet. At borgerne møder medarbejdere, der ikke forstår, hvordan man reagerer, når man lider af PTSD eller angst, at smerter gør det svært at sove om natten og derfor også at stå op om morgenen, og at kroniske sygdomme kan svinge meget op og ned, og det derfor er meget forskelligt, hvad borgeren kan forskellige dage.
De borgere, der møder manglende faglig indsigt, oplever ofte også at blive mødt med mistro. For beskæftigelsesindsatsen er i politik og organisering indrettet efter mistro til borgerne, for man skal ikke kunne snyde sig til offentlige ydelser.
I DEBATTEN OM JOBCENTRENE diskuteres tillid og mistillid for tiden. Men tillid handler også om faglighed. At skelne mellem den borger, der prøver at undvige legitime krav og den borger, der gør sit bedste, men er berørt af konsekvenserne af tragiske livsomstændigheder, kræver faglig indsigt. At arbejde med borgere med problemer ud over ledighed i et jobcenter er et fagligt tungt arbejde.
LÆS OGSÅ: Temadebat: Fremtidens jobcentre
Vi har brug for at diskutere, hvordan vi styrker denne faglighed og giver medarbejderne arbejdsbetingelser, så de bedre kan udnytte deres faglighed.
