A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Regeringen trækker i håndbremsen: Fire frikommuneforsøg risikerer nu at blive aflyst

Jobindsats|
20. marts 2023 kl. 14.10
"Det endnu ikke blevet besluttet, om forsøgene bliver aflyst eller ikke," siger beskæftigelsesordfører Jens Joel (S) om planlagt frisættelse af jobindsatsen i fire kommuner. | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Regeringen har endnu ikke taget stilling til, om et planlagt frikommuneforsøg på beskæftigelsesområdet i fire kommuner bliver til noget. Kommunerne skal efter planen frisættes allerede fra sommer. Udvalgsformand fra Silkeborg Kommune er utålmodig og efterspørger en afklaring hurtigst muligt.

Kommunerne i Hillerød, Greve, Silkeborg og Aabenraa skulle efter planen have været frikommuner på beskæftigelsesområdet fra sommer.

Men nu trækker regeringen i håndbremsen. Det er nemlig fortsat uafklaret, om frikommuneforsøget i de fire kommuner overhovedet bliver til noget.

Det fortæller Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Jens Joel, til A4 Beskæftigelse.

”Regeringen lægger i regeringsgrundlaget op til en generel diskussion om frisættelse af kommunerne, som er bredere og dybere. Vi har endnu ikke forholdt os til den gamle intention om at frisætte de fire kommuner, som man aftalte før valget. Derfor er det endnu ikke blevet besluttet, om forsøgene bliver aflyst eller ikke,” siger Jens Joel.

Hvornår kommer der en afklaring? Kommunerne vil sikkert gerne vide det, hvis de skal være frikommuner fra sommer.

”Det ved jeg ikke. Mig bekendt har det ikke været drøftet i regeringen,” slår S-ordføreren fast.

Kommune er utålmodig

Den tidligere S-regering udpegede i september sidste år de fire kommuner til at være velfærdskommuner på beskæftigelsesområdet. Det betyder, at kommunerne i et frisættelsesforsøg skal udtænke nye metoder i indsatsen over for de ledige, samtidig med at de er fri af statslige regler.

Forsøget skulle efter planen implementeres fra 1. juli, men nu hænger det altså i en tynd tråd. Folketinget nåede således ikke at vedtage planen, inden der blev udskrevet valg, og siden er der kommet en flertalsregering, som lægger op til en omkalfatring af beskæftigelsesindsatsen. Jobcentrene skal nedlægges, og så skal der spares tre milliarder kroner i indsatsen fra 2030. Derudover skal ledige og medarbejdere sættes endnu mere fri af proceskrav fra staten.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen åbner for større forskellighed – også i beskæftigelsesindsatsen

Regeringens manglende svar om, hvorvidt det nye frikommuneforsøg bliver til noget eller ej, har skabt stor utålmodighed i Silkeborg Kommune.

Det fortæller Dorthe Jensen (S), der er formand for kommunens arbejdsmarkedsudvalg.

”Vi er utålmodige. Vi var rigtig glade for at blive udpeget til frikommune, og vi går og venter på at få startskuddet til at komme i gang. Vi håber snart, at der kommer en afklaring,” siger Dorthe Jensen til A4 Beskæftigelse.

Ingen stentavler fra regeringen

Mens Silkeborg og de tre andre kommuner bliver holdt hen i det uvisse af regeringen, er et allerede igangværende frikommuneforsøg i flere nordjyske kommuner blevet forlænget til udgangen af 2023.

Jens Joel forventer, at regeringen snart vil løfte sløret for en mere gennemgribende reform af beskæftigelsessystemet. Han forudser dog, at det bliver en lang proces, inden der er et lovforslag klar.

”Man skal ikke være bange for, at regeringen kommer med stentavlerne og siger, at sådan bliver det. Der kommer ikke et fikst og færdigt forslag fra os. Vi skal inddrage KL, a-kasser, faglige organisationer, jobcentre og andre aktører på området i en drøftelse, inden de politiske partier og regeringen arbejder videre med det. I den drøftelse vil erfaringer fra frikommuneforsøgene også indgå. Regeringen vil inden for kort tid fortælle noget mere om den videre proces,” fortæller Jens Joel til A4 Beskæftigelse.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR