
DET KLINGER HULT, når Venstre tager kasseassistenten som gidsel i dagpengedebatten med sminkede tal.
Der gik ikke mange sekunder fra, at regeringen og en række partier landede en reformaftale for det danske arbejdsmarked d. 21. januar, til, at politiske modstandere tyede til tasterne på Facebook. Det skete med stærke advarsler om, at en dagpengesats på 23.000 kroner om måneden i de første tre ledighedsmåneder er ’en hån mod kasseassistenter’ og den slidte parole om, at ’det skal kunne betale sig at arbejde’.
Problemet med disse tal er bare, at de slet ikke viser det, CEPOS og Jakob Ellemann-Jensen hævder
Mette Høgh, formand HK Handel
Ikke alene er det et ret støvet og letkøbt kort at hive frem, men hele præmissen for kritikken bliver misvisende, når der hives tal frem, som pustes kunstigt op.
Jakob Ellemann-Jensen er en af de politikere, der har delt tal fra CEPOS, der viser, hvor mange arbejdere, der får en lavere løn end den nye dagpengesats.
LÆS OGSÅ: Lizette Risgaard angriber Cepos: Det passer ikke, at 140.000 tjener mindre end den nye dagpengesats
Problemet med disse tal er bare, at de slet ikke viser det, CEPOS og Jakob Ellemann-Jensen hævder. Tallene er nemlig strippet for bl.a. pension og inkluderer elever og lærlinge, der ganske vist har en lavere løn, men også en tilsvarende lavere dagpengesats. Så bare rolig, det kan betale sig at arbejde.
Ingen går op i indkomst i tilfælde af arbejdsløshed
Som Fagbevægelsens Hovedorganisation også peger på i disse dage, så er der i den netop vedtagne reformpakke ikke ændret på den grundlæggende præmis i dagpengesystemet om, at man maksimalt kan få 90 pct. af sin tidligere indkomst i dagpenge. Der er således ingen, der vil gå op i indkomst i tilfælde af arbejdsløshed.
LÆS OGSÅ: DA advarer mod forhøjede dagpenge: - Det helt forkerte forslag på det helt forkerte tidspunkt
Kigger man på FH's netop offentliggjorte beregninger, er der i øvrigt reelt set kun 47 fuldtidsansatte kasseassistenter, der tjener mindre en 23.000 kroner om måneden.
Det kan selvfølgelig godt være, at det er nok til, at Jakob Ellemann-Jensen og co. ikke kan acceptere dagpengesatsen, men at påstå, at den i så fald generelt er højere end en fuldtidsansat kasseassistents løn, giver ingen mening.
Selv hvis man køber præmissen om, at den eneste grund til arbejde som kasseassistent handler om kroner og øre, så må konklusionen være, at det netop godt kan betale sig at arbejde. Og at det i endnu højere grad kan betale sig at være faglært kasseassistent, da lønniveauet i så fald stiger.
















