Dansk Metal: Valg af a-kasse afgør, hvor hurtigt du kommer i job igen

jlarsenmetal-medium_32-ezgif.com-webp-to-jpg-converter
Foto: Pressefoto, Dansk Metal
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

KIGGER MAN PÅ den gennemsnitlige længde af ledighed, er der store forskelle i, hvor hurtigt a-kasser får ledige medlemmer i job.

I gennemsnit får vi i Dansk Metal medlemmer i job knap syv uger hurtigere end de gule a-kasser. Det viser de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriets statistikbank Jobindsats.

Det er vi selvfølgelig svært tilfredse med i Dansk Metal, og det understreger, at man ikke skal fokusere blindt på prisen på kontingentet, når man skal vælge a-kasse. Fokus skal i stedet være på den hjælp, man får til at komme tilbage i arbejde. For pris og kvalitet hænger naturligvis sammen.

Syv uger tidligere i job giver også syv uger mere med løn i stedet for dagpenge, og det er en anseelig gevinst, der kan mærkes i privatøkonomien.

FOR EN GENNEMSNITLIG METALARBEJDER, der tjener cirka 230 kroner i timen inklusiv pension, svarer de syv uger til en ekstra indkomst før skat på omkring 27.000 kroner sammenlignet med at få dagpenge (uden tillæg). De sparede kontingentkroner i en gul a-kasse får altså hurtigt ben at gå på, hvis man skulle blive ledig.

Forklaringen på de markante forskelle er simpel: Dansk Metal kender de lokale virksomheder og deres behov gennem blandt andet vores stærke virksomhedskontakter og landsdækkende netværk af tillidsvalgte. Samtidig tilbyder vi også vores medlemmer hjælp til jobformidling, hjælp i opsigelsesperioden, så de undgår ledighed, samt en styrket indsats for dem, der er i risiko for langtidsledighed.

LÆS OGSÅ: Arbejdsmarkedschef om mere magt til a-kasser: Træd varsomt, Ane Halsboe

A-kasserne har fra årsskiftet overtaget den formelle kontakt med de forsikrede ledige fra de kommunale jobcentre i de første tre måneder af deres ledighedsperiode. Det er vi i Dansk Metal meget glade for. Men det betyder også, at det nu har endnu større betydning, hvilken a-kasse, lønmodtagere vælger.  

Vil man hurtigt i job og undgå tab af indkomst, så er det klart, at man skal melde sig ind i en overenskomstbærende fagforening og faglig afgrænset a-kasse.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR