Hvis vi ikke øremærker penge til beskæftigelsesindsatsen fremover, risikerer vi at få en meget stor regning for en beskæftigelsesreform, der i stigende grad fremstår som en ren og skær spareøvelse.
A4 Beskæftigelse har lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt ledende beskæftigelsespolitikere i de danske kommuner. Og som A4 skriver, tyder det på, at beskæftigelsesindsatsen bliver den store taber, når kommunerne fremover selv skal prioritere, hvor mange penge der skal afsættes til jobindsatsen.
Over halvdelen vil tage penge fra jobindsatsen og bruge dem på andre områder.
Det er en dyr vej at gå. For vi risikerer, at hele den besparelse, vi får ind på beskæftigelsesreformen, kommer tilbage som en regning, hvis den strukturelle ledighed stiger.
Og den risiko er nærtstående, når vi eksempelvis lader borgere blive længere tid i systemet, fordi vi sparer den hurtige indsats væk. Alle undersøgelser og erfaringer viser det samme: Jo længere tid du er i systemet, jo sværere er det at komme ud af systemet.
LÆS OGSÅ: Flertal af kommunale beskæftigelsespolitikere: Jobindsatsen ender sandsynligvis som taber i kommende budgetter
Vi står over for en kommunalvalgkamp, og det er ikke svært at forestille sig, at der er mere appel i at tale om flere penge til pædagoger end til jobindsats. Men der kommer altså ikke flere pædagoger, hvis den strukturelle ledighed stiger – der kommer færre. For det er meget dyrt for hele vores velfærdssystem, når vi ikke har en velfungerende, effektiv beskæftigelsessektor:
Man har fra politisk side vurderet, at vores nuværende beskæftigelsessystem godt kan tåle at spare tre milliarder kroner. Altså, at vi som samfund ikke får nytte af de tre milliarder, som nu skal fjernes fra området. Men hvad nu, hvis de tre milliarder rent faktisk var godt givet ud?
LÆS OGSÅ: Vil kommunerne prioritere beskæftigelsesområdet fremover? Se, hvad 43 borgmestre, viceborgmestre og udvalgsformænd har svaret
Hvad er egentlig planen, hvis besparelserne kommer til at betyde flere ledige? Vi risikerer jo at skulle bruge meget mere end tre milliarder på en genopretning af beskæftigelsesindsatsen, hvis de ledige og syge bliver i systemet længere tid end i dag.
Hvad er egentlig planen, hvis besparelserne kommer til at ramme og forværre situationen for mennesker, der har sociale og sundhedsmæssige problemer? Vi ved jo, at jobcentrene mange gange er første kontakt med systemet for disse mennesker.
Og hvad er egentlig planen, hvis det går galt?
For vi har en plan, ikke?
