
Så er det finanspolitiske råderum blevet opjusteret igen – denne gang med 58 mia. kroner frem mod 2030. En markant årsag hertil er, at det danske arbejdsmarked – de danske lønmodtagere – leverer igen og igen.
Beskæftigelsen bliver ved med at overraske positivt. Hele 16.000 flere er kommet i beskæftigelse de første fire måneder i år. Ovenpå en i forvejen høj beskæftigelse. Den danske arbejdsstyrke er samtidig blandt de meste effektive og omstillingsparate i verden.
I 2030 vil råderummet være på knap 108 mia. kroner. Hvis vi regner med, at forsvaret tager en endog meget stor bid, vil der fortsat være rigeligt til at forbedre velfærd og sikre en værdig pension.
Vores opfordring er, at Folketinget – ovenpå man igen har sat den generelle pensionsalder op - kaster al energi på at forbedre retten til tidlig pension – den såkaldte Arne-pension.
Der er råd til det. Vi skal investere i lønmodtagerne, og vi skal fastfryse Arne- pensionen, så indgangsalderen ikke også stiger i takt med, at pensionsalderen stiger – som det ellers er planlagt. Og vi skal forhøje ydelsen. Samlet set vil det med de øvrige muligheder, der findes, give fair pension til flere.
Det skylder vi de lønmodtagere, som har skabt de værdier, som gør Danmark til verdens mest robuste land, når det drejer sig om økonomi og arbejdsmarked.
Vi har vist, vi kan modstå kriser - som for eksempel coronakrisen. Vi har vist, at vi er i stand til at omstille til verdens mest ambitiøse klimaplan. Vi har også økonomien til at opruste i de kommende år.
Men desværre halter det stadig, når det gælder arbejdsmiljøet og investering i de lønmodtagere, der har båret Danmark frem.
Derfor kære politikere: Nu er det jeres tur. Tiden er kommet til at investere i et bedre arbejdsmiljø og en fair pension. Dem, der har været længst på arbejdsmarkedet, fortjener bedre vilkår. De fortjener at have gode år på pension.
De har sørget for, at økonomien er til, at I nu kan give noget tilbage til dem, der gav alt på det danske arbejdsmarked. Vi holder øje med jer frem mod valget i 2026.