ET STÆRKT ARGUMENT MOD at sænke beløbsgrænsen for virksomhedernes import af arbejdskraft udenfor EU er, at virksomhederne hellere skulle holde op med at fravælge seniorerne og lønmodtagere med anden etnisk baggrund, når ordrebøgerne boomer under opsvinget. Desuden har mange virksomheder været for dårlige til at ansætte de elever, der kan sikre dem den faglærte arbejdskraft, de selv skal bruge.
LÆS OGSÅ: Derfor er rekordmange indvandrere i job lige nu
Nu viser nye tal fra Danmarks Statistik, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har udtrukket for HK Hovedstaden, at manglen på arbejdskraft langt om længe får virksomhederne til droppe deres modstand mod at ansætte netop seniorer og lønmodtagere med anden etnisk baggrund. Desuden viser en ny opgørelse fra Undervisningsministeriet, at virksomhederne indgik ca. 20 procent flere uddannelsesaftaler på erhvervsuddannelserne i årets første kvartal sammenlignet med samme periode sidste år.
Flere fremtrædende økonomer har påpeget, at vi nok er nået så langt, man kan, med de traditionelle stramninger, hvor man øger arbejdsudbuddet ved at tage ydelser fra folk. Lønmodtagerne har fået pisk nok
Christian Grønnemark, formand for HK Hovedstaden
De tørre tal taler deres eget meget tydelige sprog. Hvis man ser på, hvordan det er gået med antallet af beskæftigede, siden de borgerlige partier forgæves foreslog at sænke den såkaldte beløbsgrænse for importeret arbejdskraft udenfor EU i 2018, venter der nok en overraskelse for de fleste.
Ældre og indvandrer strømmer i job
Siden 2. kvartal 2018 er antallet af beskæftigede personer vokset med mere end 150.000 – til trods for at antallet af beskæftigede etniske danskere under 55 år faktisk faldt med 1.356 personer i samme periode. Forklaringen er, at hele væksten i antallet af beskæftigede er sket blandt personer over 55 år (15 procent flere er kommet i job) og i endnu højere grad blandt personer med anden etnisk herkomst og deres efterkommere (27 procent flere er kommet i job).
Den truende mangel på arbejdskraft har slet og ret tvunget i hvert fald en del virksomhederne til at tage et større samfundsansvar. Når de skal, kan de faktisk godt gøre mere for at få de sidste med. Og det manglede da også bare.
Dansk økonomi buldrer derudaf. Beskæftigelsen sætter nye spektakulære rekorder og tæller nu mere end 2,9 mio. arbejdende lønmodtagere – det er 200.000 flere, end før finanskrisen satte en midlertidig stopper for højkonjunkturen i 2008. Der er en historisk danmarksrekord, og det er formentlig også international rekord. Danmark er slet og ret et af de samfund, hvor flest arbejder og bidrager til nationens velstand.
Det store og vedvarende overskud på betalingsbalancen på rundt regnet 15-20 milliarder kroner hver måned er også en indikator på, at danske virksomheder står stærkt i konkurrencen med udlandet – det til trods for vores relativt høje lønninger, der opvejes af en høj produktivitet.
Danmark i økonomisk topform
Mens næsten alle andre EU-lande kæmper med store underskud på de offentlige finanser, har Danmark, trods coronakrisen, som det eneste EU-land et tordnende overskud på de offentlige finanser - i 2021 på næsten 60 milliarder kroner.
Denne kendsgerning bør vi have i baghovedet, når danske virksomheder italesætter den truende mangel på arbejdskraft som en national krise, der tvinger os til at give virksomhederne lov til at importere billig arbejdskraft udenfor EU.
Alle vil virksomhederne det bedste, og de fleste af os strækker os meget langt – ikke mindst lønmodtagerne. Men ikke for hver en pris
Christian Grønnemark, formand for HK Hovedstaden
Det er svært at modsige, at det i sidste ende er virksomhederne, der skal tjene pengene til samfundets velstand. Men det sker faktisk i et tæt samarbejde med resten af samfundet, der i den grad bakker virksomhederne op med veluddannet arbejdskraft, forskning, infrastruktur og mange andre helt afgørende komponenter. Alle vil virksomhederne det bedste, og de fleste af os strækker os meget langt – ikke mindst lønmodtagerne. Men ikke for hver en pris.
Det er en global sociologisk ulykke, at de seneste 30 års globalisering og digitale revolution har polariseret den globale velstandsudvikling så voldsomt, at mange lande nærmest ikke har en middelklasse længere. En meget stor del af velstanden er endt på ganske få hænder, og mange samfund - med det amerikanske i spidsen - er endt op med en meget stor underklasse, der dårligt har til dagen og vejen. Det er så galt, det kan gå, hvis man glemmer, at virksomhederne faktisk er til for samfundet og samfundets borgere – og ikke omvendt. Og det er i øvrigt en politisk risikabel affære, hvilket bl.a. OECD også har advaret om. Det medfører ustabile samfund, når så mange efterlades på perronen.
LÆS OGSÅ: FOA til kamp for alle lavtlønnede: - Højtlønnede mærker ikke, når mælken stiger
Så galt er det ikke gået i Danmark, blandt andet fordi vi har stærke fagforeninger (lyder analysen, også fra udlandet), et velreguleret arbejdsmarked, hvor vi finder fælles løsninger, og fordi vi historisk set er udstyret med en stærk social sammenhængskraft. Den skal vi passe på – for borgernes skyld, men også fordi modellen jo faktisk har vist sig at være god for virksomhederne og landets samlede økonomi.
Lønmodtagerne har fået pisk nok
Lad mig derfor minde om, at det ikke er en naturlov, at manglen på arbejdskraft udelukkende skal imødegås med reformer, der går ud over lønmodtagerne og borgernes velstand og sociale tryghed.
De seneste mange år har skiftende regeringer gennemført omfattende reformer, der har skåret ret voldsomt ned på dagpengene, sygedagpengene og førtidspensionen. Samtidig har vi alle fået at vide, at vi må indstille os på at blive på arbejdsmarkedet langt op i alderdommen, før vi går på den pension, vi som lønmodtagere i øvrigt selv har sparet op til via overenskomsternes pensionsaftaler. En helt unik dansk konstruktion.
LÆS OGSÅ: Reformkommissionen: Ansæt folkene fra kanten af arbejdsmarkedet
Flere fremtrædende økonomer – bl.a. tidligere økonomisk vismand Nina Smith – har påpeget, at vi nok er nået så langt, man kan, med de traditionelle stramninger, hvor man øger arbejdsudbuddet ved at tage ydelser fra folk. Lønmodtagerne har fået pisk nok. I maj udsendte Nina Smith og Reformkommissionen en pressemeddelelse med følgende ordlyd:
”Der er et stort, uudnyttet arbejdskraftpotentiale i de ca. 200.000 voksne mennesker, der lige nu cykler rundt på kanten af arbejdsmarkedet. Blandt disse grupper er der nogle kompetencer, vi simpelthen ikke kan undvære. Men det kræver, at virksomhederne i højere grad end i dag er klar til at ansætte dem."
På tide at tage medansvar
Samme erkendelse er nu tilsyneladende og heldigvis ved at indfinde sig på de mest progressive direktionsgange, viser de nye tal fra Danmarks Statistik, som HK Hovedstaden har gravet frem sammen med AE. Men ifølge Reformkommissionen er der altså yderligere 200.000 gode sæt hænder og hoveder at tage af. Derfor må vi nu forvente, at virksomhederne lægger sig i selen og spørger sig selv, hvad de selv kan bidrage med for at imødekomme udfordringerne med den manglende arbejdskraft, i stedet for at bede om friere tøjler til at importere arbejdskraft udenfor EU.
Det er rent ud sagt på tide, at virksomhederne melder sig ind i samfundet og tager et medansvar for de fælles udfordringer
Christian Grønnemark, formand for HK Hovedstaden
Danske virksomheder kan allerede rekruttere, hvem de vil, fra hele EU, hvor der er millioner af veluddannede ledige lønmodtagere, og de kan i forvejen rekruttere højtlønnede specialister fra hele verden. Men i stedet for at strække sig lidt længere i forhold til ældre og fleksjobbere – i stedet for at skippe fordommene overfor lønmodtagere med eksotiske navne – i stedet for at påtage sig ansvaret for uddannelse og oplæring af de unge faglærte og dimittender, de selv skal bruge – og i stedet for at søge arbejdskraften blandt EU’s millioner af ledige – så kræver arbejdsgivernes organisationer og de blå partier i Folketinget, at den såkaldte beløbsgrænse sættes ned til bare 30.000 kr. om måneden.
Det vil betyde, at virksomhederne kan rekruttere både faglærte og ufaglærte fra Asien, Sydamerika og Afrika, hvor de færreste i øvrigt kan stave til overenskomst. Det er rent ud sagt på tide, at virksomhederne melder sig ind i samfundet og tager et medansvar for de fælles udfordringer.
De økonomiske nøgletal og de misundelige blikke fra det store udland bevidner, at den danske model er værd at holde fast i. Man kan håbe, at de nye tal er et tegn på, at den erkendelse nu også er ved at indfinde sig i landets virksomheder – og at de får mulighed for at vise det, uden der bliver pillet ved beløbsgrænsen.
