
Onsdag vedtog et tæt ved enigt byråd i Aarhus at oprette 500 nyttejob. Kun Nye Borgerlige stemte imod.
- Det er fantastisk, at der er 30 ud af 31 medlemmer, der er for, og at vi kan lande en bred aftale, når det ikke er lykkedes på landsplan. Indsatsen vil hjælpe mennesker tættere på arbejdsmarkedet, som har været langt væk det, men samtidig stille håndfaste krav, siger Anders Winnerskjold (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
LÆS OGSÅ: Jobcenterchef efter 7 år i frikommune: Drop samtaleguides og tjeklister
Tilbage i efteråret kom regeringen med et udspil om at indføre en såkaldt 37-timers arbejdspligt til borgere på offentlig forsørgelse, der har et integrationsbehov.
Det er i den forbindelse, at Aarhus Kommune har vedtaget planen for at oprette 500 nyttejob, og Anders Winnerskjold har tidligere udtalt, at det er den første type af nytteindsatser i Danmark. Derfor omtaler kommunen også allerede nu ordningen med de 500 nyttejob som Aarhus-modellen, fremgår det af referatet fra onsdagens byrådsmøde.
Ordningen med nyttejob er målrettet en gruppe på cirka 1550 aarhusianere i alderen 18-67 år, der enten er på selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse eller som har modtaget uddannelses- eller kontanthjælp i tre ud af de seneste fire år, og som ikke har bestået som minimum "Prøve i Dansk 2" eller ikke har gennemført sjette klasse.
Af dem er 57 procent kvinder og 43 procent mænd. 96 procent har invandrerbaggrund, tre procent er efterkommere og én procent har dansk oprindelse.
Det fremgår af et notat til byrådet, hvor Dansk Folkepartis Anders Søgaard Clausen har spurgt til fordelingen af borgere på herkomst og køn i målgruppen for de 500 nyttejob.
Dermed skal mindst 484 indvandrere og efterkommere i nyttejob, hvis altså samtlige 16 borgere, som udgør den sidste procent, sendes i nyttejob.
Rådmanden er villig til at opskalere nytteindsatsen, hvis effekterne er positive, siger han til TV 2 Østjylland.
- Det er et interessant forsøgt, hvor vi stiller krav til, at man skal gøre noget for sin ydelse, men det er også opkvalificering af den enkelte, siger Anders Winnerskjold.
Ved byrådsmødet gav Venstre udtryk for, at de gerne havde set en mere ambitiøs plan, men rådmanden er uenig i, at planen ikke er ambitiøs nok.
- Vi er meget ambitiøse. Det er borgere som er langt fra arbejdsmarkedet, og det kræver ressourcer, det er ikke lige til. Men når regeringen får gennemført deres plan for nyttejob, så laver vi 500 flere nyttejob. Det er noget af det mest ambitiøse beskæftigelsespolitik, siger Anders Winnerskjold.
Kommunens plan lægger op til, at 250 job skal skabes i det private erhvervsliv og de resterende 250 i kommunalt regi.
LÆS OGSÅ: Analyse: Derfor er afbureaukratisering af beskæftigelsesområdet utopi

















