A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Kommuner vil skrotte uddannelsespligt til jobløse unge permanent

16. maj 2022 kl. 8.45
Uddannelsespålægget betyder, at unge under 30 år, der hverken har et arbejde eller en kompetencegivende uddannelse, kan blive pålagt at starte på en uddannelse, hvis de vil have en ydelse. (Arkivfoto) | Foto: Bente Jæger
KL foreslår nu at afskaffe det såkaldte uddannelsespålæg permanent.

Kommunerne vil have flere muligheder for at hjælpe jobløse unge i job.

Derfor foreslår Kommunernes Landsforening (KL) i et ungeudspil at afskaffe det såkaldte uddannelsespålæg permanent. Det skriver Ritzau.

LÆS OGSÅ: Jobcentre kan skrotte uddannelsesplaner og sende unge direkte i job - men det vil kun gavne få

Uddannelsespålægget betyder, at unge under 30 år, der hverken har et arbejde eller en kompetencegivende uddannelse, kan blive pålagt at starte på en uddannelse, hvis de vil have ydelsen uddannelseshjælp.

"Det står simpelthen klart, når man ser på de unge, der er ledige nu, at for mange af dem er deres største problem ikke, at de ikke har en uddannelse. Mange af dem kommer med ar på sjælen fra uddannelsessystemet, nederlag på nederlag, og det er ikke hensigtsmæssigt at tvinge dem i uddannelse igen," siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der også er formand for Arbejdsmarkedsudvalget hos KL, til Ritzau.

I stedet vil kommunerne have større frihed til at kunne gå andre veje end at sende de unge i uddannelse.

Siden 1. april har det faktisk været muligt for kommunerne at hjælpe ledige unge uden uddannelse i job. Det er en del af et forsøg, som løber til udgangen af 2023. Men det er for lang tid at vente for de unge, det handler om, mener Peter Rahbæk Juel. 

Og forslaget fra KL møder opbakning hos regeringens støttepartier.

"Hvis man er et sted, hvor man går og bokser med en masse ting, kan det være direkte dårligt at skulle starte på en uddannelse, fordi det kan give endnu en oplevelse af nederlag. Og derfor er det nuværende system rigidt," siger Enhedslistens Victoria Velasquez til Ritzau. Samme toner lyder fra De Radikale og SF.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR