A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Debat: Løsningen på manglende arbejdskraft ligger lige for fødderne

14. februar 2022 kl. 6.30
Susanne Westhausen, direktør for Koorporationen | Foto: Pressefoto Lisbeth Hjort
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

OPSVING. HISTORISK LAV ARBEJDSLØSHED. Godt gang i økonomien. Og en beskæftigelsesfrekvens for ikke-vestlige indvandrere, som er den højeste, der er målt nogensinde. En stigningen, som især skyldes, at mange kvinder med ikke-vestlig baggrund er kommet i arbejde.

LÆS OGSÅ: Analyse: Minister åbner slaget om ungdomsuddannelser

Der er meget at være optimistisk over, når vi tager en hurtig status over tingenes tilstand i det lille kongerige Danmark. Men vi mangler faglært og kvalificeret arbejdskraft, og nogle virksomheder, heriblandt også vore medlemmer, må endda afvise ordrer af den grund. Der bliver ’skreget’ på udenlandsk arbejdskraft, men så store udfordringer, som vi står overfor, løses ikke alene med et snuptag af den karakter.

Løsningen ligger lige for fødderne af os. Løsningen er nemlig også en anden stor udfordring. De mange unge, som hverken er i job, uddannelse eller som mangler en læreplads
Susanne Westhausen, direktør Kooperationen

Det er et politisk spørgsmål, hvordan man vil dække arbejdskraftsmanglen. Hvor meget vil man dække med udenlandsk arbejdskraft, og hvor meget vil man løfte den arbejdsstyrke, vi allerede har? Længe har der været debat om at lempe på den såkaldte beløbsgrænse og dermed åbne for, at der kan hentes arbejdskraft fra lande uden for EU. Men igen, kvalificeret faglært arbejdskraft koster, uanset om man ansætter en, der hedder Svend eller Sergey. Vi skal fortsat sikre et arbejdsmarked med ordentlige løn- og arbejdsvilkår for alle. Udenlandsk arbejdskraft har jo selvfølgelig også sine begrænsninger, for nogle steder har man for eksempel behov for sproglige kompetencer.

Ikke noget quick fix

Når vi skal have nok kvalificeret arbejdskraft i fremtiden, handler det i bedste Mærsk-stil om rettidig omhu. Der er ikke noget quick fix på manglen på kvalificeret arbejdskraft. Men der er grund til optimisme og endnu mere grund til at trække i arbejdstøjet, for løsningen ligger lige for fødderne af os. Løsningen er nemlig også en anden stor udfordring. De mange unge, som hverken er i job, uddannelse eller som mangler en læreplads. Ifølge en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er 76.000 unge mellem 15 og 29 år hverken i job, uddannelse eller i gang med en uddannelse. Det svarer til 7,6 procent af de unge, og af dem mangler cirka 8.500 en læreplads. På én og samme tid er det en kæmpemæssig samfundsudfordring, men det er også heri, at en del af løsningen findes.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: - Katastrofe, at 45.000 unge hverken er i arbejde eller går i skole

I Kooperationen glæder vi os over, at der i finansloven er afsat flere midler til områder, der netop er kendte for at løfte unge, og særligt sårbare unge, bl.a. FGU’en. Uddannelse og oplysning er en del af de kooperative principper, og derfor bakker vi massivt op om styrkelsen af den forberedende grunduddannelse og voksen- efteruddannelserne. Det er vigtigt, at arbejdsmarkedet kan rumme alle, både unge på kanten og mennesker med handicap.

Det kræver mere end det, der er afsat på finansloven – det kræver også, at vi, erhvervslivet, påtager os et større ansvar
Susanne Westhausen, direktør Kooperationen

En forudsætning for et stærkt og rummeligt arbejdsmarked er, at man kan få sig en uddannelse og senere i livet enten efteruddannes eller opkvalificeres. Vi følger derfor også med stor interesse reformkommissionens arbejde, og de anbefalinger som skal komme til, hvordan arbejdsudbuddet øges. Sidste år pegede man på fem centrale udfordringer; blandt andet de mange unge som reformkommissionen beskrev som "unge med uforløst potentiale" og de "voksne uden fodfæste på arbejdsmarkedet". I disse to grupper mener vi, at en stor del af løsningen på en del af arbejdskraftmanglen skal findes. Men det kræver mere end det, der er afsat på finansloven – det kræver også, at vi, erhvervslivet, påtager os et større ansvar.

Ret blikket mod de unge

I stedet for primært at efterspørge udenlandsk arbejdskraft og takke nej til ordrer, så bør virksomhederne se i andre retninger. Ret blikket indad og se på, hvordan I kan tiltrække og i højere grad rumme de unge.

For det er ikke kun politikerne, der har et ansvar for at sikre fremtidens kvalificerede arbejdskraft. Det har virksomhederne også både ansvar for og en egen interesse i. Opret flere lærepladser og blive endnu bedre til at påtage jer et socialt ansvar. Skab flere rummelige arbejdspladser f.eks. at indgå i partnerskaber med andre, f.eks. socialøkonomiske virksomheder, som arbejdsopgaver kan udlægges til. Det kunne være ligesom SocialCraft i Horsens, hvor de ansatte er fleksjobbere, som løser pakke- og syopgaver for større virksomheder. Eller som Woods by Human Results udenfor Silkeborg, hvor unge, ofte uden uddannelse, som har været på kant med loven, bygger blomsterkasser af genbrugstræ til Birch Ejendomme. Eller som Logik&Co, som har klare måltal for, hvor mange lærlinge de skal have i forhold til antal ansatte tømmersvende.

Det uopdyrkede potentiale, som de mange unge udgør, kræver både yderligere politisk handling, og at flere virksomheder selv påtager sig ansvaret for at medvirke til at dække efterspørgslen på arbejdskraft. Det tager tid og kræver investeringer at sikre kvalificeret arbejdskraft. Men deler vi ansvaret og sikrer, at der både på det offentlige budget og i erhvervslivets budgetter afsættes midler til uddannelse og efteruddannelse, så kan vi sammen løse flere af udfordringerne for fremtidens arbejdsmarked og arbejdsudbuddet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR