BESKÆFTIGELSESINDSATSEN HAR LÆNGE trængt til en gennemgribende renovering – til en modernisering af et system, der alt for længe har været præget af overflødige regler, særordninger og et uoverskueligt bureaukrati. Derfor er der god grund til at kvittere for, at et flertal i Folketinget med aftalen om en reform af netop beskæftigelsesindsatsen nu endelig sætter ind med forenkling og større fleksibilitet i indsatsen.
LÆS OGSÅ: Overblik: Her er de centrale elementer i ny beskæftigelsesreform
Men reformen rummer også klare risici, som vi ikke må lukke øjnene for. Den største udfordring er, at de borgere, der i forvejen er langt væk fra arbejdsmarkedet, risikerer at blive skubbet endnu længere væk. Aftalen reducerer blandt andet kontakten til aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere til et minimum – blot én samtale på det første halve år.
Erfaringerne viser ellers, at netop denne gruppe har brug for vedvarende støtte og opfølgning. Når kontakten næsten forsvinder, øges risikoen i markant grad for, at de glider helt væk fra arbejdsmarkedet og ender på førtidspension eller en anden permanent offentlig forsørgelsesordning.
Det er ikke kun et problem for den enkelte, der mister mulighederne for at blive en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet. Det er også en dyr løsning for samfundet. Udgifterne til førtidspension er på omkring 60 milliarder kroner om året ifølge regeringens netop offentliggjorte økonomiske redegørelse.
Og vi ved, at udviklingen går den forkerte vej: Aktuelt er der knap 255.000 førtidspensionister. Heraf er næsten 41.000 under 40 år. Selv om der på det seneste er sket et lille fald i antallet af personer, der får tilkendt førtidspension, er antallet af personer på førtidspension stadig bekymrende højt - særligt blandt yngre. Ved at lempe kontakten yderligere risikerer vi at sende endnu flere på førtidspension.
Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP) har vist, at manglende kontakt og manglende aktive indsatser medfører tilbagegang i arbejdsmarkedsparatheden blandt aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Når mennesker mister troen på, at der er en vej til et job, bliver udsigterne endnu længere – og ofte permanent blokeret. Derfor er det stærkt problematisk, at reformen sender et signal om, at netop de borgere, der har størst behov for hjælp, i fremtiden skal blive mødt færre gange og med lavere forventninger.
Som samfund har vi ikke råd til at opgive tusindvis af mennesker, som med den rette indsats kunne blive en del af arbejdsfællesskabet.
En effektiv beskæftigelsesindsats skal både hjælpe dem, der hurtigt kan finde job, og fastholde håbet for dem der har længere vej. Derfor er det også glædeligt, at beskæftigelsesordførerne fra en lang række af folketingets partier retter fokus mod initiativer, som kan begrænse tilgangen til førtidspension - særligt blandt yngre.
