A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Ledigheden falder igen: Den laveste siden 2008

31. marts 2022 kl. 8.40
Fra januar til februar er ledigheden faldet med 3400 til 72.800 personer. (Arkivfoto) | Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix
Fra januar til februar er ledigheden faldet. Det sker, efter at ledigheden steg fra december til januar.

Ledigheden er igen faldet i Danmark.

Fra januar til februar er ledigheden faldet med 3400 til 72.800 personer. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det bringer ledighedsprocenten ned fra 2,7 til 2,5 procent. Det er den laveste ledighedsprocent siden juni 2008.

Tallene fra Danmarks Statistik omfatter den første periode efter Ruslands invasion af nabolandet Ukraine. Helt konkret var det 24. februar, at Rusland begyndte at føre krig mod Ukraine.

Ifølge Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ser arbejdsmarkedet foreløbig ikke ud til at være synderlig påvirket af invasionen af Ukraine. Det begrunder hun også med andre tal for udviklingen på arbejdsmarkedet.

Hun siger dog, at krigen og effekterne af den ad omveje kan få betydning for arbejdsmarkedet. Et eksempel er de stigende energipriser, som er en af effekterne af krigen.

- Efterhånden som de høje energipriser slår igennem hos virksomheder og forbrugere, må vi forvente lavere efterspørgsel og ultimativt højere arbejdsløshed end ellers, siger Sofie Holme Andersen.

Faldet i ledigheden fra januar til februar følger, efter at der fra december til januar for første gang i mange måneder var en stigning i ledigheden.

Det kunne der dog være tekniske årsager til.

Blandt andet holdt mange ferie i december på grund af en nye ferielovgivning. Det kunne være medvirkende til at gøre decembertallene kunstigt lave, fordi ledige på ferie ikke tælles med i statistikken.

/ritzau/

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR