
Trods en god dialog mellem Jobcenter Næstved og de lokale a-kasser, så har opstarten af et nyt kontaktforløb for forsikrede ledige i a-kasserne båret præg af en række begynderfejl.
Sådan lyder dommen fra Charlotte Roest (S), der er formand for Næstved Kommunes beskæftigelsesudvalg.
“Når der sker noget nyt, så vil der jo altid være nogle begynderproblemer. Det er der jo ikke noget negativt i som sådan,” siger Charlotte Roest til A4 Beskæftigelse.
LÆS OGSÅ: Holbæk Kommune gør status over nyt kontaktforløb: Så gode og dårlige er a-kasserne til at få ledige i job
Siden den 1. januar i år har a-kasserne haft ansvaret for det indledende, tremåneders kontaktforløb med de forsikrede ledige. Et ansvar, de har overtaget fra jobcentrene. Den nye ordning har gjort behovet større for en tæt koordinering mellem kommuner og a-kasser, for det er stadig jobcentret, der skal bevilge aktiveringstilbud til de ledige, mens de er i forløb i a-kassen.
Hvis de ledige fortsat er uden job efter de første tre måneder, overgår de til jobcentret. Og netop den overgang var genstand for en temadrøftelse i Næstved Kommunes beskæftigelses- og rekrutteringsudvalg den 14. maj.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
Udvalg: Fordele og ulemper ved nyt kontaktforløb
Ved mødet i Næstved Kommunes beskæftigelses- og rekrutteringsudvalg den 14. maj præsenterede Charlotte Roest en række fordele og ulemper ved det nye ansvar til a-kasserne, sådan som kommunen ser det:
Fordele
- Et mere enkelt kontaktforløb, hvor borger i den første periode kan nøjes med kontakt til sin a-kasse
- Formentlig en mere fagspecifik vejledning
Ulemper
- Der kan opstå forvirring i forhold til, hvem borger skal tale med om hvad – muligvis blot et ”begynderproblem”
- Borgerne kan være meget lidt forberedte på, hvad der venter dem af pligter, når de når til kontaktforløbet i jobcentret. Det afhænger af, hvor gode a-kassen er til at forberede den enkelte borger og tage lovgivningen til sig
- Den person, der vurderer en indstilling til et tilbud/indsats, har ikke mødt borger
- Svært at nå de lovpligtige samtaler og indsats for jobcentret
- Flere borgere søger hjælp i jobcentrets åbne vejledning, da der er langt til a-kasserne
- Bekymring for, at borgerne ikke får den brede vejledning om arbejdsmarkedet – eksempelvis ift. brancheskifte
Problemer med ret og pligt
Efter udvalgsmødet holdt politikerne et dialogmøde med topfolk fra a-kasserne, hvor de i fællesskab drøftede samarbejdet.
Selv om dialogen var god, var konklusionen også klar fra Charlotte Roests side. A-kasserne har en række store “begynderproblemer,” der skal løses hurtigst muligt.
Hun påpeger blandt andet, at a-kasserne har problemer med at fortælle deres ledige medlemmer om ret og pligt, samt, at der er flere basale oplysninger, som hun ikke oplever, de ledige bliver oplyst tilstrækkeligt om hos a-kasserne.
Ifølge Charlotte Roest oplever flere jobcentermedarbejdere i Næstved Kommune ikke, at alle borgere er forberedt på, hvad der venter dem, når de overgår til jobcentret.
“En ting er de første tre måneder i a-kassen, men når borgerne kommer tilbage til os, er de slet ikke forberedt på, hvad der venter dem af pligter,” fortæller udvalgsformanden.
“Der er en del dilemmaer forbundet med både at være regelstyrede og løfte en social opgave. Det er jobcentrene nok født mere ind i,”
Betina Vincent Andersen, Formand BUPL Sydøst
Skal være bussemand
Den beskrivelse kan formand for BUPL Sydøst, Betina Vincent Andersen, godt genkende.
“Der er en del dilemmaer forbundet med både at være regelstyrede og løfte en social opgave. Det er jobcentrene nok født mere ind i,” erkender Betina Vincent Andersen over for A4 Beskæftigelse.
Hun uddyber, at a-kasserne skal vænne sig til en rolle som "bussemand", som de ikke før har været vant til.
Ligesom hendes kommunale modpart oplever Betina Vincent Andersen dog grundlæggende en fornuftig dialog mellem jobcentret og a-kasserne. Dog nævner hun også, at BUPL ikke har mange ledige og at forbund som FOA og 3F muligvis kan have andre oplevelser.
Brev til ministeren
Gnidningerne ved overgangen mellem a-kasse og jobcenter handler dog ikke kun om udfordringer i samarbejdet, men også om problemer med IT-systemer, der ikke taler sammen.
Når a-kasserne giver slip på de ledige i deres systemer, opstår der nemlig nogle problematikker, når borgerne overgår til jobcentrets, fortæller Charlotte Roest.
“Det er et problem, der er helt tosset,” konstaterer hun.
LÆS OGSÅ: Mere ansvar til a-kasser udfordrer samarbejde med jobcentre: "Det kræver en vis tålmodighed - også med hinanden"
Derfor har beskæftigelses- og rekrutteringsudvalget sendt et brev til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), hvor de beder hende om at være opmærksom på problemet. Samtidig appellerer udvalget til, at der bliver udviklet et IT-system, der kan gøre borgernes overgang til jobcenteret mere gnidningsfrit.
Charlotte Roest oplever ligeledes, at det ikke er alle a-kasser, der er lige gode til at lave overleveringer. Nogle gange skal jobcentermedarbejdere notere den enkelte borgeres historie igen, når de overgår til jobcentret, fortæller hun. Hun karakteriserer det dog som et “opstartsproblem.”
Selv om det nye forløb i a-kasserne har været i gang i nogle måneder nu, er der stadig borgere, som henvender sig til jobcentret, når de blive ledige.
For at tackle disse udfordringer har Næstved Kommune i samarbejde med 12 andre sjællandske kommuner lavet et kodeks om det gode a-kasse-samarbejde. Kodekset skal bruges som rettesnor i deres fremtidige dialog med a-kasserne.