
Troels Ramløv Nielsen, der er afdelingsleder i Center for Beskæftigelse og Erhverv i Ishøj Kommune, skifter den 1. april til en topstilling i det private erhvervsliv.
Her skal han være erhvervschef i konsulent- og mentorvirksomheden Tiponi.
Som erhvervschef skal han være med til at styrke samarbejdet mellem erhvervslivet, kommunerne og Tiponi, skriver Troels Ramløv Nielsen på LinkedIn.
I opslaget hylder han også kollegerne i Ishøj Kommune.
”Tak til mine dygtige kollegaer i centerledelsen. I gør det fantastisk! Bliv ved med at kæmpe for borgerne i Ishøj og især for begrebet: “alle mennesker har værdi og alle mennesker kan noget af værdi”,” skriver han.
Med jobskiftet forlader Troels Ramløv Nielsen den offentlige sektor efter 22 år.
Han har tidligere været uddannelseskonsulent og ekstern underviser i Kriminalforsorgen, afdelingsleder for beskæftigelsesafdelingen i Vallensbæk Kommune og senest afdelingsleder i Ishøj Kommune, hvor han blandt har hjulpet ledige med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet efter fængselsdomme.

















