
Efter knap to år som centerleder på beskæftigelsesområdet i Kolding Kommune er Mai-Britt Schmidt Pedersen vendt tilbage til Jobcenter Esbjerg, hvor hun tidligere har slået sine folder som job- og virksomhedskonsulent.
Denne gang er hun ansat i en stilling som programansvarlig for Green Skills, der er en indsats, der arbejder på tværs af uddannelses, - beskæftigelses – og erhvervsområdet. Hun havde sin første arbejdsdag i sidste uge.
”Med Green Skills får jeg mulighed for at arbejde i et partnerskab, hvor vi på tværs af sektorer og geografier skal finde løsninger på en stor udfordring: At sikre de rette kompetencer til den grønne omstilling. Det kræver, at vi arbejder sammen og går flere veje samtidig,” skriver Mai-Britt Schmidt Pedersen på LinkedIn.
Hun blev ansat som centerleder i Kolding Kommune i august 2024, og inden da var hun fra 2022 ansat i en lederstilling i Varde Kommune, som hun skiftede til efter mere end 13 års ansættelse i Jobcenter Esbjerg.
Mai-Britt Schmidt Pedersen er uddannet socialpædagog, men har også en diplomuddannelse i ledelse.

















