A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Nicolas Johansen er ny kontorchef for beskæftigelsesafdeling i KL

Navnenyt|
18. december 2023 kl. 15.45
| Foto: Pressefoto/FH/Philip Davali/Ritzau Scanpix
Nicolas Johansen har stor erfaring med beskæftigelsesområdet fra fagbevægelsen, Beskæftigelsesministeriet og Christiansborg.

Kommunernes Landsforening (KL) har ansat Nicolas Johansen som ny kontorchef for beskæftigelses- og integrationsområdet. Han tiltræder i jobbet den 1. februar. 

Det skriver KL i en pressemeddelelse.

Nicolas Johansen har solid erfaring fra beskæftigelsesområdet, da han kommer fra en stilling som politisk konsulent i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Tidligere har han været teamchef i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star), chefkonsulent i Beskæftigelsesministeriet samt politisk rådgiver på Christiansborg med arbejdsmarkedspolitik som sit område.

”Jeg har i stort set hele mit arbejdsliv beskæftiget mig med arbejdsmarkedspolitik, og jeg er rigtig glad for, at jeg nu får mulighed for at fortsætte i en spændende organisation som KL. Kommunerne og KL arbejder for at sikre meningsfuld og ordentlig hjælp til borgerne på beskæftigelses- og integrationsområdet. Det vil jeg gerne bidrage til, og jeg ser frem til at arbejde sammen med de mange dygtige medarbejdere i KL og de mange aktører på området,” siger Nicolas Johansen i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Maj Skårhøj bliver chef for ny arbejdsmarkedsforvaltning i Hjørring Kommune

Den kommende kontorchef bliver en del af KL’s ledelsesteam i Center for Beskæftigelse, Integration og Socialpolitik. Her kommer han blandt til at arbejde med helhedsorienterede indsatser, aktiv beskæftigelsespolitik, jobcentre, ydelser og integrationspolitik.

KL’s administrerende direktør Kristian Vendelbo er sikker på, at Nicolas Johansens store erfaring bliver en gevinst for KL, udtaler han.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR