Nina Smith er nyt bestyrelsesmedlem i Cabi

20230523-122424-L-1920x1280we
Nina Smith har siddet i en lang række politisk nedsatte kommissioner, bestyrelser og ekspertgrupper. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
22. mar. 2024 11.40
Den tidligere formand for reformkommissionen træder ind i bestyrelsen i Videnshuset Cabi.

Økonomiprofessor Nina Smith, der blandt andet har været formand for reformkommissionen, har fået en ny opgave. 

Hun skal være bestyrelsesmedlem i Videnshuset Cabi, der er en selvejende organisation, som hjælper jobcentre og virksomheder med at få socialt udsatte borgere i arbejde. 

“Vi er meget glade for, at Nina Smith har sagt ja til at være en del af Cabis bestyrelse. Hun har om nogen et stort overblik over dynamikkerne i samfundet,” siger Mette Rønnau, direktør i Cabi, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Danmarkskort: Markant forskel i kommunernes brug af løntimer

Nina Smith har været økonomiprofessor på Aarhus Universitet siden 1993. Foruden hendes bestyrelsespost i Cabi er hun også bestyrelsesformand for det nationale forskningscenter Vive, ligesom hun har siddet i en lang række politisk nedsatte kommissioner og ekspertgrupper. 

Hun glæder sig til samarbejdet med de andre bestyrelsesmedlemmer i Cabi.

“Jeg anser Cabi som en aktør, der bringer virksomheder og jobcentre tættere sammen. De arbejder blandt andet for, at beskæftigelsesindsatsen foregår ude i virksomhederne, hvilket er til gavn for virksomhedernes forretning. Samtidig bliver de ledige en del af fællesskabet. Det er værdifuldt for hele samfundet. Det arbejde ser jeg frem til at bidrage til,” siger Nina Smith.