A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Ny borgmester i skandaleramt forvaltning: Jeg vil trække på medarbejdernes erfaringer

16. marts 2022 kl. 8.30
- Jeg har også holdninger og er ideologisk funderet. Men jeg kommer også med jysk snusfornuft i bagagen, siger den nye beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jens-Kristian Lütken. (Arkivfoto) | Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Cecilia Lonning-Skovgaards afløser tager nu bladet fra munden.

Mindre end to timer efter Cecilia Lonning-Skovgaards meddelelse på Facebook om, at hun ikke længere er Venstres Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i København, har partiet en afløser klar.

Ny Beskæftigelses- og Integrationsborgmester bliver den 40-årige Jens-Kristian Lütken, der har været partiets gruppeformand på Københavns rådhus.

LÆS OGSÅ: Efter hård kritik af arbejdsmiljø: Udskældt Venstre-borgmester trækker sig

Tirsdag aften udtaler han sig om fremtiden i den skandaleramte forvaltning over for TV 2 Lorry.

- Det er en kedelig baggrund, når en borgmester er nødt til at gå i forhold til det her lange forløb. Men når det er sagt, så tager jeg opgaven på mig. Vi står med en vigtig opgave foran os, hvor der gerne skulle tales politik - og ikke om rapporter og personer, siger Jens-Kristian Lütken - netop med henvisning til rapporter, hvor medarbejderne i beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har fremsat voldsom kritik af den ledelse, de har mødt under Cecilia Lonning-Skovgaard.

Kritikken har affødt et stormvejr, der ramte Cecilia Lonning-Skovgaard så hårdt, at hun torsdag aften gik af.

Og på spørgsmålet om, hvilket ledelsesstil forvaltningen vil komme til at møde fra den nye borgmesters side lyder svaret:

- Det bliver min egen ledelsesstil. Jeg har også holdninger og er ideologisk funderet. Men jeg kommer også med jysk snusfornuft i bagagen. Jeg er vant til, at man lytter til folk. Og det er det, jeg vil gøre. Jeg vil tale med folk, der er derude. Andre steder i Københavns Kommune er man kendt for tillidsbaseret ledelse, og det skal vi også have, siger han til TV 2 Lorry.

Den nye borgmester bruger udtryk som ydmyghed og dialog, når han beskriver det, han skal i gang med.

- Vi skal lytte til de folk, vi har. Hvad mener de, der skal til for at skaffe arbejdskraft til virksomhederne? Og hvordan sørger vi for, at de mennesker, som er på kanten af arbejdsmarkedet kommer ind? Vores medarbejdere har erfaringer, som jeg vil trække på. Det er nødvendigt, hvis vi skal lykkes med opgaven, siger han til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Jeg ser frem til at arbejde med forvaltningen og de mange dygtige mennesker i vores jobcentre. Der er 2.000 dygtige mennesker, som vi nu skal vise tillid - og så skal de have arbejdsro.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR