A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Portræt: Tidligere vismand og politikersøn udpeget som Ane Halsboes problemknuser

Jobindsats|
1. juni 2023 kl. 6.00
”Han går meget op i, at tingene er fagligt korrekte," siger en kollega om Claus Thustrup Kreiner (billedet). | Foto: Pressefoto/Københavns Universitet
En faglig stærk økonom med blik for detaljen og kompromisets kunst. Sådan lyder skudsmålet om økonomiprofessor Claus Thustrup Kreiner, der er udpeget til formand for regeringens ekspertgruppe, der skal hjælpe politikerne med at lande en historisk stor beskæftigelsesreform.

Han kunne have gået politikervejen som sin far, cheføkonom Hans Thustrup Hansen, der var kulturborgmester i København. Men hvor faren valgte den politiske løbebane, er Claus Thustrup Kreiner, økonomiprofessor ved Københavns Universitet, forblevet i det økonomiske spor.

Nu skal den erfarne økonomiprofessor lede arbejdet med at hjælpe regeringen med at forenkle og nytænke fremtidens beskæftigelsesindsats. Som formand for regeringens nye ekspertgruppe får Claus Thustrup Kreiner også til opgave at pege på besparelser for tre milliarder kroner i landets jobcentre.

Noget, han selv beskriver som en ”svær opgave”.

LÆS OGSÅ: Advarede mod nedskæringer i jobcentrene: Nu skal han hjælpe regeringen med at finde milliardbesparelser

Men det er en erfaren herre, beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har sat i spidsen for ekspertgruppen. Som tidligere vismand i Det Økonomiske Råd og medlem af den tidligere VK-regerings Skattekommission har Claus Thustrup Kreiner bevist, at han er en, politikerne på Christiansborg lytter til.

Og han er ikke bleg for at levere upopulære anbefalinger til politikerne. Det viste han i 2011, da han opfordrede til at hæve boligskatterne i forbindelse med tilbagetrækningsreformen. Reformen, der forringede efterlønnen, var ikke nok til at booste dansk økonomi, lød det fra Claus Thustrup Kreiner dengang.

Om Claus Thustrup Kreiner

- 53 år
- Cand.polit. fra Københavns Universitet i 1994
- Professor i økonomi og ph.d. ved Københavns Universitet siden 2005, hvor han underviser i mikro- og makroøkonomi
- Leder af grundforskningscentret Cebi samme sted. Cebi står for Center for Economic Behavior and Inequality
- Fra 2010 til 2014 var han del af formandsskabet i Det Økonomiske Råd, hvor man var økonomisk vismand
- Medlem af Skattekommissionen, der blev nedsat af den daværende VK-regering i 2008
- Foruden den nye ekspertgruppe, der skal nytænke beskæftigelsesindsatsen, er han også medlem af ekspertgruppen om en grøn skattereform, der skal afrapportere til regeringen i efteråret 2023
- I 2020 modtog han den internationale pris 'Richard Musgrave Laureate' for sin forskningsindsats

Kollega: Han søger kompromiset

Af en kollega beskrives Claus Thustrup Kreiner som en ”faglig, stærk økonom”, der er meget engageret i de ting, han foretager sig.

”Han går meget op i, at tingene er fagligt korrekte. Men han har også en pragmatisk holdning til sit arbejde. Særligt, når han sidder i politisk udpegede udvalg. Han ved godt, at for at få teori til at fungere i virkelighedens verden må der indgås kompromiser, og han har stor forståelse for de politiske processer,” siger en kilde, der har arbejdet tæt sammen med Claus Thustrup Kreiner, til A4 Beskæftigelse.

Selvom Claus Thustrup Kreiner er økonom helt ud til fingerspidserne, er han ingen nybegynder, når det handler om beskæftigelsespolitik. 

Skæbnens ironi

Faktisk har han længe haft stort fokus på den danske flexicuritymodel, og sidste år udgav han sammen økonomiprofessor Michael Svarer en artikel om den danske arbejdsmarkedsmodel i et amerikansk tidsskrift. Artiklen handlede om de resultater, modellen har skabt med lav ledighed og rekordmange danskere i beskæftigelse.

LÆS OGSÅ: Fire mænd og to kvinder skal støbe kuglerne til fremtidens beskæftigelsesindsats

I december 2022 fik han sammen med netop Michael Svarer bragt en kronik i Jyllands-Posten, hvor de advarede mod store nedskæringer på beskæftigelsesområdet af frygt for, at det vil føre til stigende arbejdsløshed. 

Det er derfor skæbnens ironi, at han nu skal hjælpe regeringen med at pege på milliardbesparelser i jobindsatsen.

Privat danner Claus Thustrup Kreiner par med Signe Thustrup Kreiner, der er økonomidirektør i selskabet Sund & Bælt. Parret har to teenagebørn, og i fritiden elsker de at tage på skiferie sammen.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR