Socialrådgiverne og 3F: Lad os dele indsatsen til arbejdsløse op i to

F__rch_og_Heisel_963px
Foto: Lisbeth Holten og pressefoto, collage
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Dansk Socialrådgiverforening og 3F foreslår begge en opdeling af beskæftigelsesindsatsen. En rask og velfungerende tømrer har andre behov end en borger med psykiske lidelser.

NÅR POLITIKERNE TALER om at beskære eller helt lukke jobcentrene, skylder de at fremlægge et troværdigt alternativ. De opgaver, jobcentrene varetager, forsvinder nemlig ikke ved at lukke dem.

I dag har jobcentrene to opgaver. For det første skal de formidle job til mennesker uden arbejde. For det andet skal de hjælpe udsatte og syge med at komme tættere på arbejdsmarkedet. De to målgrupper – altså dem uden andre problemer end ledighed og dem med sociale, psykiske og fysiske udfordringer – har vidt forskellige behov.

LÆS OGSÅ: 3F's nye beskæftigelsesudspil vækker både begejstring og bekymring: Risiko for et a- og b-hold af ledige

Der er kæmpe forskel på at hjælpe en ledig med sociale og sundhedsmæssige problemer og en ledig håndværker, der ikke har brug for andet end hjælp til at finde et nyt arbejde.

Vi skal gøre op med de rigide proceskrav og det endeløse bureaukrati, der stjæler tiden fra fagligheden og hjælpen til det enkelte menneske
Signe Færch, formand Dansk Socialrådgiverforening og Søren Heisel, forbundssekretær 3F

I stedet bør jobcentrenes målgrupper deles op, så de jobparate kan få råd og vejledning til jobsøgning ét sted, mens de ledige, der har andre udfordringer end ledighed, kan få hjælp og støtte et andet sted. Det skal være med til at sikre en mere målrettet indsats til den enkelte ledige.

Det kræver, at vurderingen af hvilken gruppe den enkelte ledige skal tilhøre, i højere grad end i dag hviler på et stærkt, socialfagligt grundlag, og at socialrådgiverne får tid og fagligt handlerum til at finde den rette vej videre for hvert enkelt menneske. Vi skal gøre op med de rigide proceskrav og det endeløse bureaukrati, der stjæler tiden fra fagligheden og hjælpen til det enkelte menneske.

VI MENER DERFOR, at politikerne skal oprette to spor:

  • Et spor til de mennesker, der ikke har andre udfordringer en ledighed.
  • Et kommunalt spor til de mennesker, der har fysiske, psykiske og sociale udfordringer.
Aktiveringen skal ikke længere udmøntes og føles som en straf. Derfor flyttes rettighederne fra systemet over til den enkelte ledige
Signe Færch, formand Dansk Socialrådgiverforening og Søren Heisel, forbundssekretær 3F

3F mener, at a-kasserne med fordel skal have en større rolle for at hjælpe jobparate ledige tilbage i job, og overtage en større del af kontaktforløbet.

Aktiveringen skal ikke længere udmøntes og føles som en straf. Derfor flyttes rettighederne fra systemet over til den enkelte ledige. De ledige får ret til minimum 12 ugers uddannelse om året. Og på baggrund af virksomhedernes tilbagemeldinger, udarbejder de regionale arbejdsmarkedsråd positivlister over de uddannelsesmuligheder, som ledige kan vælge.

LÆS OGSÅ: Jobcenteransatte advarer mod S-udspil: "De går til valg på syge menneskers bekostning"

Dermed bliver aktiveringen direkte målrettet virksomhedernes konkrete behov for kvalificeret arbejdskraft.

Endvidere lægger Dansk Socialrådgiverforening op til, at beskæftigelsesindsatsen i det andet spor skal gå hånd i hånd med sociale tilbud og behandling af psykiske og fysiske lidelser. Her skal den ledige mødes af en fagperson, der har tid til at lytte og sammen med den ledige lægge en plan for det videre forløb – det kan være psykologbehandling og smertehåndtering sideløbende med et meningsfuldt virksomhedsforløb eller et udviklingsfleksjob.

Socialrådgiverens faglighed skal med andre ord være central for hjælpen i dette spor.

LÆS OGSÅ: KL med overraskende udmelding: Konstruktionen omkring jobcentre er ikke hellig

På denne måde kan vi sikre ledige flere rettigheder og en hjælp, der opfylder den enkeltes og virksomhedernes behov, samtidig med at medarbejderne får tid og rum til at hjælpe, støtte og vejlede på grundlag af deres stærke faglighed.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR