Er du drevet af at skabe velsmagende mad og gode madoplevelser? Trives du med ansvar, overblik og en hverdag, hvor du både går forrest og løfter i flok? Motiveres du af at få både mennesker og et køkken til at spille sammen? Så er du måske vores nye køkkenchef i FH.
I FH laver vi hver dag mad til ca. 250 gæster i vores kantine og mødecenter. Vi lægger stor vægt på godt værtskab og attraktive madoplevelser – og på at drive et køkken og et mødecenter, man glæder sig til at besøge hver dag.
Om jobbet
Du bliver en del af HR- og serviceteamet, hvor vi arbejder for, at husets medarbejdere, vores lejere og eksterne gæster oplever en høj og imødekommende service. Teamet består af 14 medarbejdere fordelt på reception, køkken, rengøring og service.
Som køkkenchef har du det overordnede ansvar for den daglige drift af køkkenet og går forrest i arbejdet med at skabe struktur, kvalitet og en god stemning – også i en til tider travl hverdag. Du refererer til HR- og servicechefen og får en varieret hverdag med tæt kontakt til mange af husets medarbejdere.
Du bliver leder for køkkengruppen, som består af fire medarbejdere i kantinen inkl. dig selv samt to mødeværter, der har deres daglige gang i mødecenteret. Du bruger størstedelen af din tid i køkkenet side om side med dine medarbejdere.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- Udvikle menuer og overordnede køkkenstrategier med fokus på sæson, økologi og brugernes behov
- Deltager i den daglige produktion af frokost til husets brugere samt ansvar for varebestilling m.v.
- Have ansvar for leverandørkontakt og -kontrakter, sikre gode indkøbsaftaler samt følge op på servicekontrakter og udarbejde miljørapporter
- Varetage budgetlægning og løbende budgetopfølgning uden at gå på kompromis med kvaliteten
- Sikre høj kvalitet, god hygiejne og overholdelse af gældende regler og arbejdsgange
- Planlægge arbejdet og sikre de rette ressourcer i køkkengruppen
- Motivere, inspirere og udvikle køkkengruppen samt sikre et godt og trygt arbejdsmiljø
- Sikre god service og dialog med husets brugere samt samarbejde tæt med kolleger i HR- og serviceteamet
Derudover kan der forekomme ad hoc-opgaver på tværs af serviceområdet.
Om dig
Vi forestiller os, at du er uddannet kok og har ledelseserfaring fra kantine, restaurant eller storkøkken. Du trives i en rolle, hvor du kombinerer daglig produktion med planlægning, udvikling og ledelse.
Vi ser, at du har følgende faglige og personlige kompetencer:
- Er fagligt stærk, idérig og kreativ og går gerne det ekstra skridt for at sikre en god oplevelse for husets brugere
- Er en tydelig, motiverende og samarbejdende leder, som går forrest og skaber engagement
- Har erfaring med økonomistyring og en stærk forståelse for drift, struktur og egenkontrol
- Har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner på dansk
- Arbejder struktureret og er god til tidsplanlægning og prioritering
- Har en positiv, rolig og løsningsorienteret tilgang – også når det går stærkt
Hvis du vil høre nærmere om jobbet, kan du kontakte HR- og Servicechef Pia Haakansson på tlf. nr. 5184 9435.
Ansættelsesforhold
Du bliver ansat uden øvre arbejdstid, og vil hovedsagelig skulle arbejde inden for tidsrummet kl. 6.30-14.30. Vi forventer, at du er fleksibel, når der er brug for din arbejdskraft og kompetencer på andre tidspunkter. Fleksibiliteten går selvfølgelig begge veje.
Vi tilbyder attraktive løn- og ansættelsesvilkår og en god balance mellem arbejde og fritid.
Stillingen ønskes besat 1. august 2026.
Ansøgning
Skriv en ansøgning – der fortæller, hvem du er, hvad du kan, og hvorfor du gerne vil arbejde i FH – og send den senest den 20. maj 2026 via linket https://fho.dk/stillinger/.
Vi forventer at holde samtaler i uge 23-25.
Der kan blive anvendt test i forbindelse med rekrutteringen.
Vi betragter mangfoldighed som en styrke og lægger vægt på at have et arbejdsmiljø, der følger med tiden og bruger alles ressourcer optimalt og ordentligt. Vi arbejder for at have en alsidig medarbejdersammensætning, og alle interesserede uanset baggrund opfordres til at søge jobbet.
Om FH
I FH bliver du en del af en arbejdsplads, hvor fællesskab, faglighed og indflydelse går hånd i hånd. Vi er Danmarks største og stærkeste tværfaglige fællesskab og organiserer 62 faglige organisationer, der repræsenterer mere end 1,3 millioner lønmodtagere – og vi gør det med respekt, samarbejde og højt til loftet.
På samme tid er vi kendt og respekteret for at tage ansvar for samfundsproblemer og -løsninger – og fælles for os, dine kommende kollegaer, er, at vi alle brænder for at gøre en forskel – i tæt samarbejde og med blik for at påvirke det danske samfund.
Vi holder til i FH-huset på Islands Brygge i København – lige ud til vandet, hvor Bryggebroen rammer Islands Brygge. Læs mere om os på www.fho.dk, Instagram: FHdanmark, facebook.com/FHdanmark og TikTok: FHdanmark.









