Direktør: Nej tak til feministisk fløj-kamp

Lisbeth_odgaard
Lisbeth Odgaard, direktør og grundlægger, Potiential Co. Foto: Pressefoto.
20. mar. 2023 06.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Hvorfor en parti-ideologisk kamp skal overskygge vi kvinders fælles og fuldstændig rimelige og naturlige behov for at blive anerkendt på lige fod med jordens anden majoritet, mændene?

FORRIGE UGE, DER JO ELLERS mærkbart blev markeret som en festuge for kvinder og feminisme, var jeg lige ved at miste besindelsen. For det væltede også frem med markeringer af, at feminismen er nået til et punkt, hvor alle gerne vil eje den. Success har som bekendt mange forældre. Og det kan man mærke på de politiske fløje efterhånden. 

Her i A4 Ligestilling kunne jeg læse, at ligestillingsminister Marie Bjerre var på en mission om at erobre feminismen tilbage fra venstrefløjen. I det nye magasin Økonomista fortalte den feministiske aktivist Louise Kjølsen, at feminisme og kapitalisme ikke kan gå hånd i hånd. Og samme uge udkom Weekendavisen med et essay, der optegnede det tilsyneladende ubrydelige skel mellem pro- og antikapitalistisk feminisme. Det at sikre, at kvinders erfaringsunivers har lige så meget kraft i verden som mænds – for alles bedste - må åbenbart ikke være et fælles projekt. I stedet skal det spændes for en bestemt politisk vogn. Det gør mig så træt.

Jeg hører imidlertid til blandt dem, der mener, at vi både kan og bør gøre en indsats for at kombinere kapitalisme og feminisme, uden at gøre det til et liberalt projekt.

Indrømmet, der er et markant skisma mellem den liberale og den anti-kapitalistiske feminisme, men hvorfor kan man ikke lægge det til side og enes om at ville en anden verden, hvor kvinders erfaringsuniverser træder stærkere frem? Hvorfor har nogen behov for at claime feminismen og ”eje” den mere end de andre?

Behovet for at ”eje noget” mener mange ellers er et maskulint påfund, så hvorfor kan vi ikke bare blive enige om at lade det ligge og, i sin bedste arketypisk feminine essens, skabe et fælles rum for vores agenda? 

Jeg ved godt, hvad anken består i: At i ”ægte” feminisme har vi fællesskabet og dermed alle andres ve og vel så meget på sinde at det altid vil trumfe egen (økonomisk) vinding. At penge og økonomi dermed er noget maskulint, som vi ikke kan bruge til noget. Og at kapitalisme dermed ikke har gang på jord i en ægte feministisk logik. Og jeg har også en vis forståelse for dem der mener, at kapitalisme er bygget på ultra maskuline dogmer som dominans, konkurrence og aggression, som på mange fronter er svært forenelige med det stik modsatte, ultra feminine værdikompleks, hvor forbundethed og fællesskab er i højsædet.

Jeg hører imidlertid til blandt dem, der mener, at vi både kan og bør gøre en indsats for at kombinere kapitalisme og feminisme, uden at gøre det til et liberalt projekt.  

For eftersom vi ikke kan brænde hele lortet ned og starte forfra (eller, det kunne vi måske godt, men ville vi nu også det?), er samfundet nu engang som grundlæggende præmis bygget op omkring en økonomisk tankegang der fordrer, at penge stadig er det, der udgør basen i vores bytteøkonomi. Derfor må vi arbejde med det i stedet for at arbejde imod. Og det er jo i øvrigt ikke meningen at patriarkatet fuldstændig skal erstattes af et matriarkat, som man ser det i Maren Uthaugs spidsfindige roman, 11%.

LÆS OGSÅ: 5 citater fra årets kampdag: "Hvis I alligevel vælger at tage den fulde barsel, så sørg for at få lavet en ægtepagt"

Derfor må vi i min optik i stedet finde nye måder at redefinere kapitalismens kræfter, så penge stadig er det, vi bruger i vores bytteøkonomi, men hvor feminine værdier har lige så megen relevans og clout som maskuline i sin måde at anskue værdi og anvende penge.

Og under alle omstændigheder kan jeg ikke se hvorfor en parti-ideologisk kamp skal overskygge vi kvinders fælles og fuldstændig rimelige og naturlige behov for at blive anerkendt på lige fod med jordens anden majoritet, mændene.  Det må vi for pokker da kunne blive enige om.

Så, til Marie Bjerre vil jeg sige pænt “nej tak” til “tilbageerobringen”, men jeg vil også bede alle kapitalismehaderne om at lukke gidslet ud, så vi slipper for, at kvindekampen bliver til endnu en kamp mellem kvinder. 

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].