Lad det være sagt med det samme; også undertegnede overenskomstredaktør troede længe, at et lønløft til danske soldater ville blive det granatnedslag, der kunne sætte brand i de offentlige overenskomstforhandlinger i 2026.
Alle ingredienserne synes at være til stede: rekrutteringsproblemer, tarvelige lønsedler fremvist af folk, hvis jobbeskrivelse inkluderer risiko for at dø for fædrelandet og en stærk, og ivrig trang blandt Christiansborgs politikere til også at opruste lønnen midt i en historisk sikkerhedspolitisk krise sammenholdt med dobbeltvalgår i 2025 og 2026.
Men udgangspunktet for det store drama i krydsfeltet mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter og OK26 vil ikke kredse sig om automatrifler, artilleripjecer og aflønningen af dem, der skal betjene dem.
Derimod er det bleer og panodilstikpiller, der risikerer at skabe sammenstød, drama og afsporinger på vej mod forhandlingslokalerne i januar.
Soldaterlønløft kan klares
Der er mange årsager til, at mine og andres forudsigelser om soldaterlønløftets sprængfarlighed vil blive gjort til skamme.
Der er trods alt tale om en isoleret manøvre, som alle kan se fornuften i - eller holder mund om af risiko for at blive stemplet som landsforræder.
Det er også tale om et relativt lille beløb. 5.000 kroner ekstra om måneden til alle uniformede i Forsvaret ville koste under en procent af den nuværende lønsum. Der skal selvfølgelig være mange flere soldater og civile i fremtiden - men man kommer langt for pengene.
Interessemodsætningerne mellem Akademikerne og FH - og internt i FH - er mindre og måske til at overkomme, når både fodsoldater, befalingsmænd og officerer bliver løftet. Den obligatoriske opgave med "nye bæredygtige og fleksible lønstrukturer" en oplagt anledning til at få praktiseret skævdeling uden drabelige slag.
Det er også belejligt, at det skal klappes af i de statslige forhandlinger, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) er både arbejdsgiver og sidder på den politiske pengekasse. En topartsforhandling.
LÆS OGSÅ: Mæglingsskitse sætter punktum for OK25 med overraskende varselsskud mod Christiansborg
Men måske vigtigst af alt, så er de stærke og vilde kræfter, der flåede i den danske model under trepartsforløbet, stadig i nylig erindring hos alle med aktier i aftalesystemet.
OK26 bliver en stresstest af den danske model: Kan parterne løse det selv? Det har alle en interesse i at bevise. Alternativet er, at andre håndterer det for dem.
Dermed ikke sagt, at det bliver let. Der er stadig følelsesmæssig uretfærdighedsgæld fra treparten på spil, og reguleringsordningen kan blive både med- og modspiller. Men det eneste, der kan gå rigtig galt, er, hvis politikerne er så forhippede på at vinde medaljer i en heroisk redningsaktion af soldaterne, at de tvinger sig ind i forhandlingsrummet.
Mona Striibs dør på klem
Den afgørende arbejdsmarkedspolitiske slagmark bliver derimod lønmodtageres ret til at få fri, når deres børn er syge. Som den familiepolitiske overbudsdebat før sommer, OK25's familiepakke og et fremadstormende borgerforslag viser, er der voldsom politisk energi i emnet.
Er man i tvivl om, hvorvidt det vækker stærke følelser om de bedre vilkår skal tilvejebringes af Folketinget eller forhandlingssystemet, kan man blot læse BUPL og Dansk Metals krydsede klinger i debatspalterne eller spørge publikum til A4's Folkemøde-debat om emnet, der var tæt på at blæse teltdugen af.
For to uger siden skete der noget, der løftede børns sygedage fra en ideologisk udveksling mellem de to yderpoler til et konkret og håndgribeligt politisk problem for FH-fagbevægelsen.
På Djøfs forhandlerkonference holdt Mona Striib, formand for FOA og Forhandlingsfælleskabet, en gæstetale, hvor hun tilsyneladende skitserede et kompromis mellem BUPL's svenske og tyske forbilleder med op til flere måneders fravær med fuld løn og Dansk Metals hårde afvisning:
En løsning, hvor staten sikrer refusion svarende til dagpenge og mulighed for, at arbejdsmarkedets parter fylder op med løn i overenskomsterne.
Men dermed åbnede Mona Striib også døren på klem for at involvere Christiansborg i spørgsmålet. Og med FOA's lod i vægtskålen bliver FH nu tvunget til at finde en holdning.
En heftig meningsudsveksling på FH's forretningsudvalgsmøde tirsdag 10. juni viser, at det overhovedet ikke bliver let.
Splittet fagbevægelse i vildrede
På den ene side står de fleste private forbund - plus Socialpædagogerne - anført af Dansk Metal, der slår syv kors for sig ved tanken.
Man har netop betalt i dyre domme ved overenskomstbordet for at tilkæmpe sig retten til barns tredje sygedag, endda selvfinansieret gennem fritvalgskontoen - og så kommer de offentligt ansatte gudhjælpemig rendende og vil have det foræret af politikerne.
Og så frygter man endnu et gyseligt kapitel i den - med private øjne - ekstremt farlige udvikling, hvor Christiansborg inviteres eller selv bryder ind og begynder at omskrive hele kapitler i overenskomsterne.
En række offentlige forbund har ikke samme kvababbelser. Det kan da ikke være på kant med den danske model, og statslig refusion og lønopfyld er jo også tilfældet ved almindelig sygdom og barsel. Senest stemplede Dansk Sygeplejeråds forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg, fuldtonet ind som tilhænger af Christiansborg-løsningen i torsdagens afsnit af podcasten 'Fagbevægelsen Uden Filter'.
Det ville være en stor skalp for de offentlige organisationer at få indskrevet barn syn som en reel rettighed og ikke blot en mulighed, som det er i dag. Den forskel betyder ifølge fagforbundene, at sosu'er, sygeplejersker og pædagoger med feberramte børn ofte bliver tvunget til at stille på velfærdsstatens linoleumsgulve - en problemstilling, som arbejdsgiverne naturligvis finder stærkt overdrevet.
Den sidste gruppe af forbund, der tæller både offentlige og private, er stadig i tvivl. Mange deler Metals bekymring, men det er jo ingen drømmesituation at fortælle sine medlemmer, at de ikke skal have flere barns sygedage med henvisning til en eller anden arbitrær aftaleret. Og hvad hvis de gule kaprer dagsordenen?
Her er HK i kraft af sin størrelse og som repræsentant for både offentlige og private en af de vigtigste brikker. Men landets næststørste forbund er lige nu uafklaret.
FH-formand Morten Skov Christiansen holder sine terninger i bægret, til han har set, hvad de andre slår.
Tre scenarier
Men terningerne skal kastes. Og timingen er elendig. En stor del af FH-fagbevægelsens vildrede skyldes næste års offentlige overenskomstforhandlinger, hvor barns tredje sygedag er et selvskrevet forhandlingsemne efter OK25.
Børns sygedage ligner en politisk bølge, der ikke kan stoppes, men højst omdirigeres. Hvad stiller man op med få måneder til, at der skal prioriteres krav til OK26?
Scenarie 1 - politisk aftale:
Hvis ikke SVM-regeringen tager det op af egen drift for at lukke en flanke til næste års Folketingsvalg, kan man være næsten sikker på, at flere oppositionspartier - inspireret af SF's stormløb med minimumsnormeringer - griber den.
De offentlige arbejdsgivere, der i disse år måler arbejdsudbud på en guldvægt, vil græmme sig både over indblandingen og tanken om ubegrænset sygefravær, der løber løbsk uden ordentlige kontrolmuligheder.
Men en sådan politisk aftale, som FOA, BUPL og DSR drømmer om, bliver næppe til virkelighed uden en trepartsforhandling. Lovgivningsteknisk jo, men ikke realpolitisk efter fjernelsen af store bededag. Det betyder, at Metal og de private skal tages i ed. Men ingen forestiller sig, at SVM-regeringen vil løbe risikoen ved så stor indblanding eller trepart med så kort tid til OK26.
Scenarie 2 - forhandlet løsning:
Den mest snorlige løsning er naturligvis, at man bare forhandler sig frem til barns tredje sygedag med løn. Også her vil arbejdsgiverne frygte for arbejdsudbuddet og foretrække, at kravet dør i forhandlingslokalet. Med andre ord: Det bliver dyrt. Særligt, hvis mulighed skal blive til rettighed.
Samtidig kan den vej have en kønsmæssig slagside, når de offentlige kvindefag får fuld løn, mens deres privatansatte partnere selv skal betale med fritvalgskroner. Hvem mon ender med at tage de sygedage?
En række offentlige FH-forbund vil måske hellere vente på Christianborg - og dermed få statskassen til at betale. Men kan de se medlemmerne, der skriger på bedre arbejdslivsbalance, i øjnene med et forlig, der ikke leverer?
Akademikerne er sværere at placere på landkortet: En egentlig rettighed til fravær vil være ekstremt mere værdifuld for vagtgående læger og jordemødre end for djøf'ere og andre kontorfolk.
Scenarie 3 - fritvalg:
Med de mange benspænd kan situationen blive murbrækker til et overenskomstresultat, som få ville have troet muligt for bare et par år siden: et decideret offentlig fritvalgskonto, der længe har stået højt på ønskelisten hos FOA og HK.
En individualiseret betaling for noget, der burde være kollektive overenskomstgoder huer bestemt ikke Sygeplejerådet, Danmarks Lærerforening og BUPL. Også en fritvalgskonto kan have en kønnet slagside, hvis begge selv betaler og den privatansatte mand tjener mest, lyder en bekymring.
Det er dog højst tvivlsomt, at de kan få sig selv til at sige nej, hvis det er fritvalgskonto eller ingenting.
Arbejdsgiverne har kæmpet imod i mange år, men fritvalgskontoen fylder efterhånden så meget i de private overenskomster, at presset er stort. Og målt op mod tredje barns sygedag med fuld løn og risikoen for, at Christiansborg tvinger det igennem selv, kan fritvalgskontoen vise sig at være den mindst ringe løsning for arbejdsgiverne.
Der er dog utallige brikker, der først skal falde på plads, og lige nu er de alle i bevægelse.
Kun én ting er sikkert: Det familiepolitiske tog buldrer derudad.
Det vil givetvis køre nogen ned undervejs.
