
Claus von Elling, der er formand for 3F’s byggegruppe, er valgt som ny formand for det europæiske bygge- og træarbejderforbund, EFBWW.
Derved kommer han til at stå i spidsen for en sammenslutning, som dækker over 77 forbund fra 36 lande og i alt 1,5 millioner medlemmer.
Det skriver 3F i en pressemeddelelse.
Claus von Elling er blevet valgt i en tid, hvor aktiviteter på tværs af grænserne i EU ifølge ham udfordrer løn- og arbejdsvilkår i byggebranchen i Danmark. Derfor vil han bruge posten til at sætte fokus på de problemer.
“Byggebranchen bliver presset af underbetaling og misbrug af udenlandske kolleger i lange og uigennemsigtige underentreprenørkæder og prekære ansættelser. Den kamp er ikke kun dansk. Den er fælles for bygningsarbejdere i hele EU, og derfor skal vi også løfte den i fællesskab,” udtaler Claus von Elling i meddelelsen og fortsætter:
“Europa står ved en skillevej. EU domineres af arbejdsgivere og politiske kræfter, som vil presse lønmodtagernes vilkår og tryghed i bund. Jeg vil arbejde for et europæisk arbejdsmarked, der belønner og beskytter dem, der bygger Europa.”

















