Fængselsforbundet: Den danske model bakker alle arbejdsmarkedets parter vel op om?

DET HØRER VI i hvert fald altid, uagtet om det er den ene eller anden side af Folketinget, der sidder i regeringskontorerne.

Ingen af disse sider kan dog sige sig fri for at ”angribe” selvsamme model fra tid til anden, og jeg tror, mange af de centrale aktører på forbundsniveau kan mindes politiske eksempler, hvor man fra Christiansborg har udsendt signaler, der alene kan tolkes som et direkte angreb på modellen.

Der skal naturligvis heller ikke herske nogen tvivl om, at jeg som formand for den uniformerede gruppe i Kriminalforsorgen bakker op om forhandlingssystemet og princippet om, at problemer løses bedst i konstruktivt samarbejde. Ikke mindst når jeg mødes med mine kolleger ude i Europa og andre steder i den store verden.

Men selvsamme opbakning udelukker ikke, at jeg kan se et potentiale til forbedringer. For det er i min optik helt åbenlyst, at der er et behov for, at vi går en runde på overenskomstsystemet.

Her bør jeg indskyde, at 98,5 procent af mine kolleger stemte 'nej tak' til overenskomstresultatet efter forhandlingerne i 2021, blot for at kunne konstatere, at det gjorde lige præcis ingen forskel. Følgende kunne de samme mennesker se, hvilken furore sygeplejerskernes nej tak medførte, ikke mindst politikeres alenlange køer foran diverse journalisters mikrofoner for at give støtte og tilsagn om løsninger. Spørgsmålet blev efterfølgende gjort til en kvindesagskamp, hvilket jeg har ganske svært ved at se relevant i netop den sammenhæng.

LÆS OGSÅ: Fængselsforbundet: Opgør med Tjenestemandsreform må ikke forsimples til kønskamp

Fængselsbetjente ligger væsentligt længere nede ad stigen i Tjenestemandsreformen fra 1969 end sygeplejerskerne, og de har sammenlignelige uddannelser. Kønsfordelingen blandt fængselsbetjente er 70 procent mænd og 30 procent kvinder.

Tanken har naturligvis strejfet mig: Kan den danske model håndtere problemer på det offentlige arbejdsmarked? Jeg kan i hvert fald konstatere, at ingen af arbejdsmarkedets parter havde konkrete løsningsforslag med til forhandlingsbordet, ”kun” en overordnet og generel strategi.

LÆS OGSÅ: Efter indgreb i strejke: Regeringen varsler justeringer af den danske model

Det medfører, at fagbevægelsen (som jeg selv er del af) i ”strid” med den danske model søger bilaterale løsninger hos politikerne udenom overenskomstsystemet.

Yderligere trænger spørgsmål sig på, hvis man beslutter sig for at give modellen et eftersyn: Er der behov for en drøftelse af, hvorvidt man kan tage del i de goder, fællesskabet forhandler på plads, hvis man har valgt at stå udenfor?

I forhold til beskæftigelsesministerens udtalelser henvises til den svenske model. Jeg bør være ærlig og konstatere, at jeg ikke har et indgående kendskab til denne, men beskrivelsen af det ”uvildige” organ syntes mig noget fjernt, ligesom jeg som udgangspunkt nok har noget svært ved at se svenske løsninger som landvindinger i disse dage. I hvert fald har jeg ikke været synderligt imponeret, når jeg har besøgt svenske fængsler. Så det ville nok ikke være øverst på min ønskeliste at se hinsidan for løsninger.

LÆS OGSÅ: Professor med forslag: Gør det sværere at strejke i det offentlige

Nuvel et eftersyn er måske slet ikke nogen dårlig idé. Hvis det bliver til virkelighed, kunne man med fordel overveje en nytænkning i forhold til, hvorledes man indtænker fagbevægelsen i arbejdet. Aktuelt er Lønkomiteen nedsat som følge af sygeplejerskernes strejke, og er vel det direkte ophav til denne debat, og man bør i den forbindelse se bredere end blot de allerstørste forbunds repræsentanter for at sikre interesser og bred opbakning bag konklusioner.