DEN 19. JUNI UDTRYKTE to af vores medlemmer i et indlæg i Politiken en bekymring for, at unge fravælger fagforeninger, fordi de er for dyre. I indlægget kom de med forslag til ændringer i forvaltningen af fagforeningernes midler, som kunne hjælpe med at få kontingentsatserne ned.
Det affødte naturligvis en reaktion hos dele af ungdomsfagbevægelsen, som i et debatindlæg den 2. juli kaldte indsparket for “et trafikuheld i slowmotion”. I dette indlæg vil vi forsøge at rede nogle af de tråde ud, der er blevet filtret sammen – for det er en skam, når venner strides.
LÆS OGSÅ: Faglige ungdomsformænd i modsvar til Rød-Grøn Ungdom: Bland jer udenom
Lad os starte med det vigtigste. Alle unge har en klokkeklar interesse i at være en del af en bomstærk fagbevægelse. Fagbevægelsen er ikke kun historisk katalysator for gennemgribende samfundsforandringer til fordel for alle os, der lever af at gå på arbejde. Den er også garant for, at vores fremtid bliver friere, rigere og mere værdig, og vi har en kæmpe respekt for det store arbejde, ansatte som frivillige, TR’er, AMR’er mv. hver dag lægger i at sikre os lønmodtagere vores rettigheder. Arbejde, som uden tvivl fortjener en gratis sandwich, når det karambolerer med et af dagens måltider.
VI HAR LIGE FEJRET en veloverstået Jobpatrulje-indsats, hvor knap 50 frivillige RGU’ere trak i trøjen på tværs af landet for, sammen med ungdomsfagbevægelsen, at sikre unge fritidsjobbere den bedst mulige start på arbejdslivet. Jobpatruljen er et bevis på, hvor store og ekstremt konkrete forandringer vi kan skabe for unge, når vi står sammen i solidaritet om de kampe, der forbedrer vores alles liv – uanset hvem vi er, hvad vi arbejder med eller hvem vi stemmer på.
Den slags kampe er der mange af: et stop for den stigende pensionsalder, bekæmpelse af social dumping, bedre vilkår for elever og lærlinge, bedre barselsrettigheder – for at nævne nogle få. Rød-Grøn Ungdom og ungdomsfagbevægelsen taler ganske vist fra forskellige scener, når vi fejrer 1. maj, men kampen for det gode, værdige arbejdsliv er en kamp, vi deler.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Jespersens bog peger på det afgørende slag i kampen om den danske model
Af samme årsag er det naturligt, at unge, som engagerer sig politisk, også har holdninger til deres arbejdsliv og deres fagforening. Omend det er vigtigt for vores samfundsmodel at holde partipolitik og fagforeningsarbejde adskilt, så er det langt fra ualmindeligt, at der er et overlap mellem unge, der engagerer sig politisk, og unge, der engagerer sig fagligt.
Det ville også være uærligt, hvis vi som ledere i RGU forsøgte at bilde nogen ind, at vi ikke har holdninger til fagbevægelsen. For eksempel er det ikke tilladt som medlem af RGU samtidigt at være medlem af en gul fagforening. Vi har nemlig en holdning til, at vores medlemmer skal spille en aktiv rolle i den bevægelse, der har skabt progressiv forandring for os og generationer før os. Naturligvis ligger det os på sinde, at de rigtige fagforeninger skal være tilgængelige for alle unge – netop fordi de er afgørende for vores levevilkår.
DERFOR SYMPATISERER VI OGSÅ med intentionen bag de to RGU’eres indspark i debatten om fremtidens fagbevægelse, selvom vi gerne vil opfordre alle unge, inklusive vores egne medlemmer, til at tage den debat gennem deres fagforening. Samtidig er det vigtigt, at vi tager det alvorligt, når unge – uagtet organisationsmedlemskab – deler deres oplevelser i mødet med deres fagforening og kommer med bidrag til, hvordan vi øger organiseringsgraden.
Behovet for at få unge til at melde sig ind og blive hængende i en rød fagforening er akut. Den intention håber vi trods alt, de fem ungdomsformænd er lydhøre overfor. For der er grund til at være bekymret, når mere end 70 procent af de unge lønmodtagere under 25 år er uorganiserede. Og der er grund til at være bekymret, når de gule fagforretninger, i modsætning til de røde fagforeninger, er i vækst. Det er det egentlige “trafikuheld i slowmotion”: At en af vores samfunds vigtigste institutioner er på vej ud i rabatten.
Det er nødvendigt, at vi tør tage debatten om, hvordan vi forebygger det trafikuheld, så vi også i fremtiden kan se fremskridt til gavn for alle os, der lever af at arbejde. Det er en debat, vi ønsker at tage med nysgerrighed og respekt.
Derfor håber vi også, at de fem ungdomsformænd vil tage imod en kop kaffe på vores regning, så vi kan tale om, hvordan vi kan spille hinanden gode i de mange kampe, vi er fælles om. For som vi siger i vores fagforeninger: Sammen er vi stærkere.
