Fagbevægelsens problem er ikke ungdommens påståede individualisme

I GÅR VALGTE VI en ny formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, og det er ingen hemmelighed, at fagbevægelsen står et svært sted. Både som følge af de seneste måneders uskønne forløb – men i endnu højere grad oven på det dybereliggende problem, at vi i mange år har oplevet medlemstilbagegang og faldende organisering blandt de danske lønmodtagere. 

For nyligt sad jeg til et møde med deltagere på tværs af fagforeninger og drøftede nogle dystre prognoser. De viste, at hvis tabet af medlemmer i overenskomstbærende fagforeninger fortsætter i samme hast som hidtil, så har vi tabt den danske model på gulvet, inden jeg går på pension. 

Mens jeg sad og søbede i min lunkne kaffe, rakte en deltager hånden i vejret for at bidrage med sine perspektiver: ”Det er også bare svært med den tid, vi lever i. De unge er jo individualister. De forstår ikke alle de fremskridt, vi har skabt for dem – vi må lære dem mere om den danske model.” 

Jeg bliver så træt. Det er langt fra første gang, jeg hører den slags, men jeg håber, at det bliver den sidste, for hvis vi gemmer os bag den fortælling, at det er en generationsting, og at unge ikke gider fællesskabet, så har vi lige dømt fagbevægelsen til døden. Endda på baggrund af en misforståelse. 

Unge er nemlig ikke så individualistiske og magelige, som vi fortæller os selv. Faktisk engagerer de sig både i foreninger og frivilligt arbejde, samtidig med at de tager del i kampen for en bedre fremtid. Se bare på klimabevægelsen, hvor unge igen og igen har demonstreret for bæredygtighed og grøn omstilling. 

Mange undersøgelser peger da også på, at de unge gerne vil fællesskabet og i øvrigt ikke har en modstand mod fagforeninger. Fagbevægelsens Hovedorganisation har fået lavet analyser af de danske lønmodtagere, som viser, at de unge i høj grad søger mod fællesskaber, men at de kun i begrænset omfang ser deres fagforening som et fællesskab for dem. 

Billedet går igen i min egen faggruppe. Når vi spørger unge socialrådgivere, hvad de savner i deres arbejdsliv, så er det netop fællesskabet. De synes, det er hårdt at starte i deres første job og stå i krydsfeltet mellem deres egen faglige stolthed, borgernes krav på hjælp og hårdt pressede budgetter i det offentlige. De føler sig enormt ensomme, men de ser ikke os som det fællesskab, de savner. 

LÆS OGSÅ: Simon Pihl: Her er tre akutte forhold, FH skal handle på for at komme godt i gang

Når de unge slet ikke er så individualistiske, som vi tror, og rent faktisk gerne vil være en del af et fællesskab, hvorfor er det så, at de vender ryggen til fagbevægelsen? Mit bud er, at vi ikke har nok på hylderne til dem. Vi fortæller dem gerne, at de kan takke os for en arbejdsuge på 37 timer og den 6. ferieuge, men vi gør ikke så meget for at løse de konkrete problemer, som de unge står i her og nu. 

Store drømme for arbejdslivet

Desværre er der masser af konkrete problemer at tage af. Unge lønmodtagere rammes f.eks. langt oftere af arbejdsulykker og stress end resten af befolkningen (NOA-L), og blandt nyuddannede socialrådgivere er der mange, som slet ikke får en tilstrækkelig oplæring og støtte i den første tid på arbejdsmarkedet – med stress og sygemeldinger til følge.

Her skal fagbevægelsen være langt skarpere på at kræve ordentlig oplæring, sikre et godt arbejdsmiljø og få arbejdsgiverne til at påtage sig deres del af ansvaret for at få deres nye medarbejdere godt ind i deres fag.

Vi ser også et arbejdsmarked, der ikke har ændret sig grundlæggende i 100 år. Og for mange unge er det ikke drømmen at løbe rundt i hamsterhjulet. Når man står der med sin spritnye uddannelse, sit engagement på livet og måske en lille ny familie, hvor både mor og far går på arbejde, så skal rammerne for arbejdslivet også tage højde for det.  

Vores bevægelse skal turde at drømme større og finde nye modeller for arbejdslivet – f.eks. en kortere arbejdsuge og mere fleksibilitet på lønmodtagernes præmisser.  

Den grønne fane skal løftes højere 

Fagbevægelsen har altid været en motor i samfundsudviklingen – på arbejdspladsen og udenfor. Det skal vi fortsat være. Her er det afgørende, at vi tager hånd om klimadagsordenen, som kommer til at berøre os alle. Især de unge, som vil opleve de største forandringer.

Vi skal turde løfte den grønne fane lidt højere. Samtidigt skal vi bruge vores fintmaskede net af tillidsfolk på alverdens arbejdspladser til at skabe løsninger nedefra, som er socialt retfærdige. På den måde kan vi også gøre den grønne omstilling folkelig og bredt forankret, så gule veste ikke går på gaden mod et elitært og fremmed projekt. 

Fagbevægelsen skal bekæmpe mistrivsel

Fagbevægelsen bør gå stærkere ind i debatten om unges mistrivsel. Både fordi mistrivslen kan påvirke danske arbejdspladser, når de unge kommer ud på arbejdsmarkedet, men også fordi vi som bevægelse har en 150 år lang og stærk tradition for at løse problemer sammen. 

I stedet for at lade den enkelte sidde og føle sig forkert, så kan man i fagbevægelsen vende sin energi ud mod omverdenen og gøre livet bedre for sig selv og andre ved at tage del i kampen for løsninger på trivselskrisen. Det kræver dog, at vi organiserer os anderledes, hvis vi skal have de unge med i kampen. 

LÆS OGSÅ: De unge har fået nok: Det skal være slut med, at fagbevægelsens "gamle nisser" slukker for høreapparatet

Vi har skabt et hav af afdelinger og udvalg med mødedagsordener, generalforsamlinger og et klart hierarki. Det kan virke tungt, bureaukratisk og utiltrækkende på mange. Især de unge, som gerne bare vil ud over stepperne og i gang. Lad os skære ned i noget af det tunge og procesorienterede og i stedet give plads til, at man kan tage ordet, bidrage til løsningerne og være med i kampen, uden at man først skal vælges til en bestyrelsespost eller have en titel. 

Vi kan og skal nå at vende skuden

Jeg skriver ikke dette, fordi vi i min fagforening har styr på det hele, eller fordi de unge vælter ind i vores faglige fællesskab – slet ikke. Men vi er dog et sted, hvor vi har erkendt, at vi må forandre os markant for at følge med tiden. 

Jeg fornemmer, at det ulmer mange steder i vores gamle bevægelse. Men min frygt er, om vi når det tids nok. Det vil i så fald betyde, at min lille søn på to år går et arbejdsliv i møde, hvor ingen opretholder eller udvikler på de rettigheder, som gør det trygt at gå på arbejde.

Derfor håber jeg, at Morten Skov Christiansen som ny FH-formand vil sætte sig i spidsen for at forandre vores bevægelse, så nye generationer også kan se sig selv i vores fællesskab. Men det må og skal naturligvis bakkes op af alle os andre, som også skal tage et ansvar i vores egne fagforeninger og -forbund. 

Vi har som fælles bevægelse en bunden opgave, hvis det også skal være trygt at gå på arbejde nu og i fremtiden.