A4 Overenskomst
Køb abonnement

Næstformand skal stå i spidsen for Dansk El-Forbund frem mod kongres til november

28. januar 2026 kl. 14.37
Christian Rosenkvist Elgaard skal stå i spidsen for Dansk El-Forbund frem mod kongressen, der finder sted 15.-18. november 2026. | Foto: Presse/Dansk El-Forbund
Dansk El-Forbunds hovedbestyrelse har enstemmigt peget på næstformand Christian Rosenkvist Elgaard til at stå i spidsen for forbundet.

Næstformand Christian Rosenkvist Elgaard skal varetage den daglige ledelse af Dansk El-Forbund frem mod forbundets ordinære kongres i november.

Det har en enstemmig hovedbestyrelse vedtaget onsdag, oplyser Dansk El-Forbund i en pressemeddelelse.

Beslutningen kommer, i kølvandet på at den hidtidige forbundsformand, Benny Yssing, tirsdag trak sig fra posten.

Forbundets hovedbestyrelsen havde 14. januar udtrykt mistillid til Benny Yssing.

Ifølge A4 Overenskomsts oplysninger var årsagen til hovedbestyrelsens mistillid, at Benny Yssing havde et forhold til en kvindelig kollega med ledelsesansvar, som han af hovedbestyrelsen første gang var blevet bedt om at finde en løsning tilbage i august sidste år.

Af forbundets pressemeddelelse 27. januar fremgår det, at Benny Yssing trækker sig på baggrund af uenighed om organisationens ledelse og hovedbestyrelsens ønsker.

Christian Rosenkvist Elgaard er 51 år og blev valgt til næstformand i Dansk El-Forbund i 2022.

Dansk El-Forbund afholder den ordinære kongres 15.-18. november.

Mere fra A4 Overenskomst

GDPR