Det kunne være så godt. Som fagforeninger kunne vi gå sammen ind ad døren på en række private virksomheder og sikre, at endnu flere funktionærer blev omfattet af overenskomster.
For sikkerhed og forudsigelighed i bl.a. pension, barselsrettigheder, efteruddannelse og fridage må da være at foretrække - uanset om man har en kort, mellemlang eller lang uddannelse?
Men der tager vi fejl, kan vi forstå på Djøfs formand, Sara Vergo, i A4’s podcast ’Den Danske Model’.
Her gør Vergo det klart, at Djøf ikke umiddelbart vil gøre sig nogen større anstrengelser for at overenskomstdække deres voksende antal privatansatte medlemmer.
Man må forstå på Vergo, at så længe djøfferne selv er tilfredse, er der ikke et problem. Og Djøf vil nødigt være klogere end deres medlemmer, lyder det. Men den udmelding både ærgrer og bekymrer os.
Side om side
For virkeligheden er, at privatansatte djøffere ikke arbejder i et vakuum. De sidder side om side med medlemmer af HK Privat og TL i de samme kontorlandskaber på det private arbejdsmarked, ofte med jobfunktioner, som grænser op til hinanden.
Og havde alle funktionærfagforeninger i de kontorlandskaber et fælles mål, ville vi få langt flere af dem dækket af gode, kollektive aftaler, som skaber tryghed og fællesskab.
Det har vi altid set som vores kerneopgave, og skulle man være af en anden opfattelse, mindede en EU-dom sidste år om, at vi har en fælles bunden opgave i at opretholde en høj overenskomstdækning.
Men det ser Djøf åbenbart stort på. Så mens nogle af os insisterer på at forhandle kollektive aftaler, læner andre sig tilbage og nyder godt af resultaterne.
Vi pisker, men flødeskummen kommer flere til gode. For overenskomsterne stopper ikke ved medlemsgrænsen. De sætter standarder for hele arbejdsmarkedet. De løfter bundniveauet. Og ja, de smitter af på individuelle funktionærkontrakter.
Man får en stol, når man bidrager
Derfor er det svært at finde en passende grimasse til Djøfs position. For Djøf vil gerne have fællesskabets goder, men på det private arbejdsmarked står de pænt over på fællesskabets forpligtelser.
Endnu mere uforståeligt bliver det, når man holder det op mod det den kurs, som Djøfs egen hovedorganisation AC har meldt ud. Sidste år erklærede formand, Tomas Kepler, at akademikerne nu trådte ind i kampen for et organiseret arbejdsmarked og ville ind i “den danske models hellige haller”.
I HK Privat og TL oplever vi en bevægelse blandt nogle af AC-organisationerne, og vi har en god og konstruktiv dialog med flere, som ønsker at tage et større ansvar for at udvikle og styrke den danske model på den private del af arbejdsmarkedet.
Og sådan bør det være, for man kan ikke stå udenfor og banke på døren til fællesskabet og så samtidig sige, at man ikke gider gøre arbejdet, der giver adgang.
Med indflydelse følger et ansvar. Det er hele pointen med den danske model. Man får ikke bare en stol ved bordet, fordi man er mange med en konkret uddannelse. Man får den, fordi man bidrager.
Fælles vilkår
Det er netop dét ansvar, som HK Privat og TL tager på de arbejdspladser, hvor flere og flere af Djøfs medlemmer er ansat. Vi organiserer, og vi forhandler, lokalt som centralt – også når det er svært og upopulært.
Det ville være nemmere og billigere at lade være, men så ville vi jo ikke ændre vores medlemmers fælles vilkår til det bedre.
Arbejdsmarkedet ændrer sig med nye jobtyper og nye måder at organisere sig på - især på det private funktionærområde. Men det ændrer ikke ved, at ordentlige løn- og arbejdsvilkår ikke kommer af sig selv. De bliver forhandlet kollektivt hjem via overenskomster.
Hvis alle gjorde som Djøf, ville der ikke være nogen overenskomster tilbage at læne sig op ad, og vi ville langsomt men sikkert afvikle den danske model.
Derfor underminerer Djøfs udmelding det fælles fundament, som også deres egne medlemmer nyder godt af. For den danske model er ikke bygget på individuelle præferencer. Den er bygget på kollektiv handling.
