OK26 på statens område er netop landet – med gode og reelle forbedringer til de statsansatte. Men forliget er også et lille, konkret eksempel på noget større: trusselsrammen.
Trusselsrammen er det øjeblik, hvor en konkret trussel glider over i en generel politisk fortolkningsnøgle: Flere og flere prioriteringer behandles som sikkerhedspolitik – og dermed som noget, der står over almindelig politik – og også over løn, lønmodtagerrettigheder og velfærd. I trusselsrammen bliver indvendinger og uenighed let gjort til naivitet eller illoyalitet, og økonomiske valg præsenteres som tekniske nødvendigheder.
OK26: Sikkerhedspolitik ind i overenskomsten
I OK26-resultatet står det sort på hvidt, at “Danmark står i en tid præget af en alvorlig sikkerhedspolitisk situation og et markant behov for at styrke det danske forsvar”, hvilket begrunder en prioritering på 275 millioner kroner til militært personel for at rekruttere og fastholde soldater.
Jeg under naturligvis forsvarets ansatte højere løn – de bærer en større opgave og en højere risiko.
Men proportionerne er sigende: 275 millioner kroner er under én promille af den udvidelse på over 350 milliarder kroner, som samtidig lægges oven i forsvaret. Det gør løftets funktion tydelig: ikke først og fremmest at “belønne”, men at indskrive sikkerhedspolitikken i den fælles lønramme – og dermed gøre den til lønpolitik for alle andre.
Her bliver trusselsrammen håndgribelig: Sikkerhedspolitikkens “MUST” bliver et fordelingsspørgsmål mellem lønmodtagere. Prioriteringen har naturligvis trukket de generelle stigninger ned – næppe med ruinøse beløb, men med en klar logik.
For når “sikkerhed” placeres øverst som ufravigelig nødvendighed, flytter resten sig automatisk nedad: løn bliver et justeringspunkt, velfærd en fleksibel post, og rettigheder noget man “må se på senere”.
Det er derfor OK26 er vigtigere end beløbet: Den viser, hvordan en politisk prioritering kan gøres til teknisk selvfølgelighed – og hvordan regningen dermed kan fordeles uden større debat. Hvis fagbevægelsen accepterer den præmis, bliver den næste runde lettere: lidt mindre lønandele, lidt mere arbejdspligt, lidt mere velfærdsfortrængning – altid “for helhedens skyld”. Det er sådan trusselsrammen bliver permanent.
Den større mekanik: Fra trussel til budgetdisciplin
Men reallønnen er jo vendt? Ja, reallønnen er steget markant de sidste par år, og omkring september 2025 var købekraften officielt indhentet efter inflationschokket.
Dog ligger priserne stadig højere end før 2021, og de største stigninger har ramt basale poster som mad, energi og bolig. Derfor kan mange lønmodtagere stadig opleve et strammere rådighedsbeløb. Og netop derfor er timingen politisk: Trusselsrammen rammer, lige når mange forsøger at komme ovenpå igen.
Trusselsrammen handler dog ikke kun om løntillæg, men om at oprustning gøres til “nødvendighed”, så resten af politikken bliver et spørgsmål om at afgive. Ressourcerne findes kun én gang: en time i militæret er en time mindre til skole, sundhed og ældrepleje.
Spørgsmålet er derfor enkelt: Skal lønmodtagerne betale to gange – først via mindre lønandele, siden via højere byrder på arbejde/forbrug eller via velfærdsfortrængning?
I praksis er der tre veje: skat/afgifter, omprioritering eller gæld/renter. Uden en åben afvejning betales oprustningen ofte ad bagvejen: Forsvaret låses i flerårige udgifter, mens velfærden gøres “fleksibel” og lønrammer strammes – som med Store Bededag og nu i OK26.
Hvad bør fagbevægelsen lære af OK26?
OK26 viser, hvordan trusselsrammen kan flytte sig fra politikerudtalelser og medier til konkrete fordelingstal i en overenskomst – og dermed til lønmodtagernes hverdag og arbejdsliv.
Derfor bør fagbevægelsen insistere på tre enkle krav:
-
Adskil oprustningens særprioriteringer fra de almindelige lønrammer.
-
Gør finansieringen til en klasse- og fordelingsdiskussion: Skal regningen bæres af løn og forbrug – eller af overskud og formue?
-
Hold fast i retten til at stille spørgsmål: Hvad fortrænges? Hvem betaler? Hvad gøres permanent?
Trusselsrammen er ikke bare en analyse. Den er en advarsel: Når “nødvendighed” bliver højeste kategori, bliver lønmodtagerne let den fleksible faktor. OK26 giver et tidligt – men tydeligt – glimt af den mekanik.
